Overhalingsbanen på motorvejen er forbeholdt dem, der kører hurtigt – også for hurtigt.

Så klar er holdningen fra den 19-årige studerende Tim Hansen.

Han er ikke bleg for at indrømme, at han er en af de 'vanvidsbilister', som af og til lader foden hvile lidt for tungt på speederen, når han kører bil, og som politiet i øvrigt har sigtet næsten dobbelt så mange af foreløbig i 2019 i forhold til 2018.

»Det er på motorvejen, at man kører hurtigt, og hvis man ikke har lyst til det, så må man finde en alternativ vej, og det kan eksempelvis være landevejen,« siger Tim Hansen og tilføjer, at han gerne signalerer til forankørende, hvis de ligger i overhalingsbanen og kører for langsomt.

Har du været ude for ubehagelige oplevelser med bilister, der kører hurtigt, eller er du selv en af 'vanvidsbilisterne', så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk

I 2018 blev 26 personer ifølge DR P4 sigtet for at have kørt dobbelt så hurtigt, som man må, eller med mere end 200 kilometer i timen på en motorvej, mens det antal i 2019 allerede nu er 42.

Og den fart har Tim Hansen også været oppe at snuse til, men ofte kører han ikke mere end mellem 150 og 160 kilometer i timen, og det er primært på de motorveje, hvor fartgrænsen er 130 kilometer i timen.

»Det er dumt at køre mere end 160, for så mister du kørekortet,« siger han og tilføjer:

»Og så kommer det jo an på, om jeg kører om natten eller om dagen, hvor der er mange biler. Jeg kører med omtanke, vil jeg mene, men der bliver også kørt friskt til,« siger Tim Hansen, som dagligt kører cirka 80 kilometer.

Du siger, du kører med omtanke, men kan du forstå, hvis nogen mener, det ikke er tilfældet?

»Det kan jeg godt forstå, men så er det måske dem, der ikke orienterer sig ordentligt i spejlet, hvis de eksempelvis trækker ud, og så er de ikke opmærksomme på omgivelserne.«

Så det er de lovlydige bilisters skyld, hvis der sker noget?

»Overhovedet ikke, men der kan også være tilfælde, hvor flere bærer ansvaret.«

Hvad hvis din kørsel en dag kommer til at koste menneskeliv?

»Så håber jeg, at det er mit eget.«

Ifølge Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, er det særligt på de store og brede veje, hvor man bliver set, der indbyder til hurtig kørsel.