Flere gange om ugen kommer Charlotte Philbert Michelsen kørende forbi krydset Åby Ringvej/Edwin Rahrs Vej i Brabrand.

Og hver gang udspiller de samme ubehagelige scener sig i hendes hoved.

Scener, hvor hendes 21-årige datter Ida trækker sin sorte cykel over krydset.

Scener, hvor en 32-årig mand kommer kørende med 80 km/t. i retning mod fodgængerfeltet og overser det røde lys.

En glad Ida med en macaron.
En glad Ida med en macaron.
Vis mere

Scener, hvor han rammer datteren med så hård kraft, at hun bliver slynget op på kølerhjelmen, hvorefter en del af overkroppen og hovedet ryger gennem forruden.

Scener, hvor den øverste del af Ida sidder fast i bilen i et lille stykke tid, inden hun bliver kastet op i luften og lander livløs på asfalten.

Beskrivelserne er detaljerede og ubehagelige, men Charlotte har med vilje læst så meget op på den dag i 2018, hvor hun på uretfærdig vis fik taget sin datter fra sig.

Den dag, hvor den 57-årige kvinde på et splitsekund gik fra at leve et lykkeligt og skønt liv til at leve et liv, der er så fyldt med sorg og elendighed, at Charlotte på et tidspunkt havde oppe at vende, om det overhovedet var værd at leve.

»Heldigvis har jeg en skøn mand, en skøn søn, et skønt netværk og et skønt job. Ellers var jeg ikke kommet gennem det her,« fortæller Charlotte Philbert Michelsen til B.T.

Midt i sætningen knækker hendes stemme over i sådan en grad, at hun må tage et par sekunders pause med nogle tunge snøft, og så er hun ellers igen klar til at sætte ord på, hvad der skete 30. maj 2018.

Det er dog vel at mærke ikke for at svælge i sorgen, men for at sætte fokus på det, hun kalder 'helt igennem vanvittige og uretfærdige straffe' til vanvidsbilisterne.

Før vi kommer til fængselsstraffen i Idas sag, skal vi skrue tiden tilbage til om morgenen den andensidste majdag i 2018.

Ida var et særdeles smilende væsen, fortæller hendes mor, Charlotte.
Ida var et særdeles smilende væsen, fortæller hendes mor, Charlotte.
Vis mere

Charlotte er kørende sælger for et firma med base i Jylland, og denne formiddag havde hun netop gjort pitstop i en Brugsen-butik i Lystrup, da hun kiggede på sin mobil og kunne se, at det samme nummer havde ringet otte gange.

Hun ringede tilbage, og i den anden ende af røret var en overlæge fra Skejby Sygehus.

»Din datter har været ude for en ulykke, og hun er afgået ved døden. Din søn sidder herude,« lød det i telefonen.

Charlotte gik i chok og husker ikke, hvordan hun fik tilbagelagt de cirka seks kilometer fra Lystrup til Skejby Sygehus.

Men hun kom frem, og dér fik hun sagt farvel til sin elskede Ida, der var lagt på en måde, så hun så godt ud.

De efterfølgende tre måneder er i dag tågede for Charlotte. Hun var lammet. Hun kunne ikke spise. Hun kunne ikke gå og måtte bæres rundt af sin mand i det sommerhus, hvor de nærmest havde barrikaderet sig efter ulykken.

Og så kom retssagen, der skulle vise sig at give Charlotte endnu en mavepuster.

En februardag i 2019 præsenterede en bilinspektør sin undersøgelse i Retten i Aarhus.

Charlotte og Ida.
Charlotte og Ida. Foto: Privatfoto
Vis mere

Hastighedsgrænsen på stedet er 70 km/t., og ifølge bilinspektøren havde den 32-årige tiltalte mand kørt med 80 km/t.

Bilinspektøren vurderede, at den tiltalte havde haft gult lys 100 meter før krydset, og at det var skiftet til rødt 20 meter fra krydset.

Efter stoplinjen er der yderligere 38 meter frem til det fodgængerfelt, hvor Ida Philbert Vangsø Ottzen blev kørt ned, uden at bilen nåede at bremse.

De 38 meter tager næsten to sekunder at tilbagelægge, så bilinspektøren understregede i retten, at den tiltalte havde god tid til at rette blikket fremad og undvige Ida.

Det er ved dette kryds, at Ida blev kørt ned og dræbt af en vanvidsbilist.
Det er ved dette kryds, at Ida blev kørt ned og dræbt af en vanvidsbilist. Foto: Google Maps
Vis mere

Den tiltalte påstod derimod, at lyskeglen skiftede til gult, kort før han nåede hen til krydset, og at han kiggede til venstre for at se, om der kom biler fra den vej. Da han så kiggede op, så han pludselig Ida foran sig og kunne ikke nå at bremse.

Det kom desuden frem i retten, at tiltalte tidligere var dømt for at køre for stærkt, overhale forbudt og køre i sin bil, selv om han havde fået frakendt kørekortet.

Men der var ét problem.

Den tiltalte – og et vidne – mente nemlig, at Ida havde cyklet over fodgængerfeltet, mens et andet vidne mente – og bilinspektørens beregninger konkluderede – at den unge kvinde havde trukket sin cykel på gåben.

Idag var altid glad og smilende, fortæller hendes mor.
Idag var altid glad og smilende, fortæller hendes mor.
Vis mere

Dette tvivlspørgsmål endte med at få indvirkning på den tiltaltes dom.

Før vi kommer til den, skal vi dog lige endnu en smuttur væk – denne gang til 2018's version af Roskilde Festival.

Her gik en 26-årig mand – ifølge Vejle Amts Folkeblad – rundt og udgav sig for at være politibetjent og klippede armbåndene af otte gæster.

Manden blev tiltalt for sit stunt, og i Retten i Roskilde blev han et halvt år efter idømt én måneds ubetinget fængsel.

Og hvorfor er det så interessant?

En – endnu en gang – smilende Ida.
En – endnu en gang – smilende Ida.
Vis mere

Jo, for det sætter tingene i perspektiv i forhold til trafikdrabet på Ida.

Den 20. februar 2019 nåede dommeren og de to lægdommere i Retten i Aarhus nemlig frem til, at den 32-årige mand skulle kendes skyldig i uagtsomt manddrab.

Dommen?

Én måneds ubetinget fængsel og frakendelse af kørekortet i ét år. Den samme fængselsstraf som manden på Roskilde Festival.

»Jamen, det er jo helt sindssygt, og jeg har det forfærdeligt. Han dræbte min datter og fik én måneds fængsel. Det var ikke engang en skærpende omstændighed, at han tidligere var dømt for sin kørsel? Han havde mistet kørekortet flere gange,« siger en tydeligt rystet Charlotte og fortsætter:

»Han kørte jo bevidst over for rødt, og det var derfor, han kiggede til venstre. Hvordan de kan komme frem til én måneds fængsel, forstår man ikke. Det fjerner ens retsfølelse. Det var virkelig et chok.«

Ulykken skete for snart to og et halvt år siden, og selv om Charlotte gradvist har fået det bedre, så er livet blevet vendt på hovedet for hende.

»Vores liv er svært efter Idas død. Sorgen er så tung at bære, og jeg græder stadig hver eneste dag over savnet, og at hun ikke fik lov til at leve et langt og dejligt liv. Så jeg skal forholde mig til, at mit liv bare er op ad bakke,« fortæller Charlotte.

Charlotte mener helt generelt, at der bliver givet alt for lave straffe i denne slags sager, der dømmes som uagtsomt manddrab.

»Jeg forstår det simpelthen ikke, og jeg synes slet ikke, at man kan være det bekendt over for de efterladte. Der skal sættes massivt ind for at forebygge de alvorlige ulykker. Det kan man eksempelvis gøre med videoovervågede kryds. Og så skal man også kunne tage bilerne fra vanvidsbilisterne,« siger hun.