Politiet fandt 14 våben og 300 stykker ammunition samt tre kilo kokain i nordsjællandsk villa.

To mænd idømmes henholdsvis ti og ni års fængsel for at have haft et våbenlager i en villa i Skævinge i Nordsjælland.

Det har et nævningeting tirsdag afgjort ved Retten i Hillerød, oplyser anklager Rasmus von Stamm.

Mændenes lager bestod blandt andet af 12 gaspistoler, der var omdannet, så de fremstod som pistoler af mærket Glock 25 og kunne skyde med skarpt, ligesom de lå inde med en Smith & Wesson-revolver og en Ruger-revolver.

Hertil fandt politiet 300 stykker ammunition. Alt sammen var gemt i villaen i Skævinge.

Desuden var den 42-årige, der blev idømt ti års fængsel, også i besiddelse af tre kilo kokain, som politiet fandt i villaen.

Den 39-årige er ikke kendt skyldig i besiddelse af narkoen, men for at have overdraget det.

Derudover gemte den 42-årige på et stort lager af designermøbler, som anklager Rasmus von Stamm ville have konfiskeret, men det afviste retten.

Politiet fandt således blandt andet frem til stolene Ægget og Svanen designet af Arne Jacobsen, Hans J. Wegners Wing Chair og et elipsebord designet af Piet Hein, da de ransagede boligen.

Det var i første omgang designermøblerne, der afslørede de to mænds våbenlager.

Politiet ransagede villaen 10. januar 2019, da man fik et tip om salg af designermøbler fra ejendommen.

Da politiet ankom løb den 42-årige ud ad bagdøren med en sportstaske indeholdende pistolerne, ammunitionen og kokainen, hvorefter han smed det over hækken til naboen, inden han blev anholdt.

Man fandt først frem til den 39-årige 10. maj ved hjælp af dna-spor, som politiet fandt på en af gaspistolerne.

Mændene har siddet varetægtsfængslet siden anholdelserne.

Sagen har ligget hos specialgruppen Særlig Efterforskning Øst (SEØ). SEØ arbejder med at opklare organiseret og grænseoverskridende kriminalitet.

Den 39-årige ankede dommen på stedet, mens den 42-årige udbad sig betænkningstid. Der er fortsat navneforbud i sagen.

/ritzau/