De kører ræs i gaderne. Kaster kanonslag ud fra bilerne, og engang imellem tyrer de også fyrværkeriet efter folk, der kommer gående på fortovet.

Store grupper af unge har de seneste uger skabt utryghed i Aabenraa.

Problemet med larmende unge, der genere resten af byen, er ifølge DR langt fra nyt i den sønderjyske by. Det blusser op med jævne mellemrum, og i denne uge har politiet så sat massivt ind over for uromagerne.

Onsdag aften registrerede ordensmagten 70 personer i forbindelse med uroligheder, og ved samme lejlighed beslaglagde betjentene 12 kanonslag.

»Uroen skaber naturligt nok utryghed blandt borgerne i byen. Vi har sat ind med en massiv politiindsats for at sikre fred og ro og genskabe trygheden for borgerne i Aabenraa,« siger leder af beredskabet i Syd- og Sønderjyllands Politi, politiinspektør Tage Jehn, i en pressemeddelelse.

René Dahl bor midt i den gamle købstad. Han fortæller til dr.dk, at han hver aften og nat hører mindst 30 kanonslag. Larmen vækker hans datter, og han er af samme grund holdt op med at gå ture med barnevognen på bestemte steder.

»Man føler jo, at man bor i en forstad til Bagdad med alt det fyrværkeri og eksplosioner,« siger har til dr.dk.

Torsdag aften var politiet på gaden igen, og det var grupperne af unge mennesker også.

To personer blev anholdt. Politiet optog fem fyrværkerisager, foretog otte visitationer og skrev syv færdselssager samt en overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, fremgår det af en pressemeddelelse fra politiet fredag.

»Vi efterforsker alle hændelser og vil fortsat sende et meget tydeligt signal til de unge om at stoppe omgående. Det er en mindre gruppe af yngre mennesker, der står bag den opførsel, som vi gennem de seneste dage har været vidne til. De unges adfærd er helt uacceptabel,« siger politiinspektøren og understreger, at politiet fortsætter indsatsen de kommende dage:

»Derfor vil vi gerne endnu engang sende et klart signal til de unge om, at det ikke tolereres, og at de skal ophøre med deres forehavende. De skal vide, at vi griber konsekvent ind for at genskabe trygheden i Aabenraa.«