En ung mand kan formentlig se frem til et brev fra politiet inden længe.

Torsdag kort før klokken 16.00 blev manden nemlig blitzet med 132 kilometer i timen Frodebjergvej i Værebro lidt uden for København.

Og det er altså en hastighed, der skal ses i lyset af, at der er tale om byzone, og man således kun må køre 50 kilometer i timen på den strækning.

På Twitter skriver Nordsjællands Politi:

»Fuldstændig vanvittigt!!! Kl. 15.59 er en ung mand blitzet med 132 km/t på Frodebjergvej i Værebro. Vejen er i byzone med maks. 50 km/t. Bemærkelsesværdigt når der netop her i uge 12 er ekstra fokus på hastighed.«

B.T. har været i kontakt med politikredsen, der oplyser, at de ikke har mere detaljerede oplysninger i sagen.

I december sidste år indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om skærpede straffe for vanvidskørsel.

Det betyder blandt andet, at det vil være muligt at forhøje fængselsstraffe ved vanvidskørsel, og der er også mulighed for straksdomme i et vist omfang.

Samtidig vil der være mulighed for at konfiskere det køretøj, der er blevet brugt til at køre vanvidskørsel med – også hvis det tilhører en anden end vanvidsbilisten selv.

»Jeg er utroligt glad for, at vi i dag på tværs af Folketinget står sammen om en bred aftale, der skal sætte en stopper for vanvidsbilisternes egoistiske og uacceptable adfærd. Vi skærper straffen for vanvidsbilisme på en lang række områder, styrker politiets mulighed for at beslaglægge biler brugt til vanvidskørsel på stedet og giver samtidig leasingselskaberne bedre redskaber til at afskære vanvidsbilisters mulighed for at lease biler hos dem,« lød det fra justitsminister Nick Hækkerup i den forbindelse.

»Vi vil ikke finde os i, at vanvidsbilister gør vejene utrygge og bringer andres liv i fare, og dagens aftale er et meget vigtigt værktøj til at fjerne både vanvidsbilisterne og deres biler fra vejene.«