En 13-årig dreng er søndag kommet ud for en alvorlig færdselsulykke.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi.

Drengen kom kørende på en ATV, et motorkøretøj på fire hjul, hvor han kørte ind i et træ på Ellingevej i Højby i Odsherred.

»Der er tale om en meget ung dreng, der kørte uden styrthjelm og derfor er kommet slemt til skade,« siger vagtchef Lars Galasz.

En ung dreng kørte ind i et træ. Han er kommet slemt til skade, lyder meldingen fra politiet. Foto: Presse-fotos.dk
En ung dreng kørte ind i et træ. Han er kommet slemt til skade, lyder meldingen fra politiet. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Politiet fik en melding gennem alarmcentralen klokken 17.40, men da færdselspolitiet allerede var i området, gik der ikke lang tid, før man kom drengen til undsætning.

Her kunne man se, at drengen havde fået alvorlige hovedskader, og han var derfor ikke ved bevidsthed.

Derfor blev der tilkaldt en helikopter, som klokken 18.25 var til stede ved ulykken. Drengen er efterfølgende blevet fløjet til Rigshospitalet i København.

Moren formodes at være ved drengen, men ellers lyder beskeden fra politiet, at de pårørende endnu ikke er underrettet.

Derudover går der teknikere rundt på stedet for at undersøge, hvor hurtigt den unge dreng kørte, da han ramte træet.

Ulykken er sket på en mindre vej, og derfor er der ikke spærret af i området, og trafikken kan let komme forbi.

Opdateres ...