Københavns Vestegns Politi er fredag eftermiddag stadig til stede i Brøndby efter en anmeldelse om skud fredag morgen.

En mand er anholdt i sagen – og politiet efterlyser en anden mand.

Politiet undersøger den anholdtes rolle i sagen, men ønsker ikke at oplyse yderligere omkring mandens identitet.

I første omgang oplyste politiet om et 'mistænkeligt forhold', men nu har politiet præciseret, hvad det drejer sig om:

presse-fotos.dk

At der klokken 07.35 indløb en anmeldelse om, at der var afgivet skud i området ved Nykær i Brøndby.

Et forhold, som politiet stadig undersøger fredag eftermiddag.

»Vi arbejder stadig på at få verificeret, hvad der skete, men indtil videre holder vi fast i en mistanke om, at der er affyret skud på stedet,« siger fungerende vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Andreas Mollerup, i en pressemeddelelse.

Fredag morgen og formiddag var politiet talstærkt til stede omkring Nykær, der er en vej, der løber gennem Brøndby parallelt med Roskildevej. Der er en del boligblokke i området.

Ingen personer er på nuværende tidspunkt meldt ramt, og fredag middag er det endnu ikke fastlagt, om der er skudt på stedet.

Der er heller ikke meldinger om at bygninger eller andre genstande skulle være blevet ramt.

Københavns Vestegns Politi efterlyser en mand i mørkt tøj på cykel, som kort efter den formodede skudepisode blev set cykle væk mod Brøndbyøstervej.

»Han kan være et vidne, og vi vil gerne tale med ham,« siger Andreas Mollerup.

Som følge af anmeldelsen har Københavns Vestegns Politi øget patruljeringen i Brøndbyøster i løbet af fredag.

B.T.s medarbejder på stedet fortalte fredag morgen, at politiet gradvist udvidede det afspærrede område.

Adskillige patruljebiler samt flere hundepatruljer var på stedet, og løbende ankom yderligere politibetjente.

Vidner i sagen og personer, som ved hvem den cyklende mand i mørkt tøj er, bedes kontakte Københavns Vestegns Politi på telefonnummer 43 86 14 48.