»Jeg hader den artikel som pesten, da min udtalelse kom under 'Distortion'. Jeg var ikke ædru, og kan derfor ikke huske så meget fra interviewet.«
I det seneste afsnit af 'Løvens Hule' leverede Anthon Louis en imponerende præstation for virksomheden 'Bare En T-shirt', men hans tilstedeværelse på skærmen har senere hen fået flere seere af programmet til at genoplive en fire år gammel artikel fra DR. En artikel, der nu får Anthon Louis til at undskylde.
I 2016 blev Anthon Louis interviewet til DR2 dokumentaren 'Ung, nøgen og udstillet', hvor DR gerne ville sætte mere fokus på ulovlig deling af intime billeder og videoer, og der fangede de Anthon Louis på gaden.
I den 'genopståede' artikel fra DR forklarer Anthon i et interview, at han godt kan finde på at vise et nøgenbillede, som han har fået af en pige, til sine venner.
»Jeg ved ikke hvorfor. For lige at dele det med drengene, tror jeg,« sagde han dengang til DR.
I dag har Anthon Louis dog en helt anden holdning.
»Jeg vil gerne understrege med hele mit hjerte, at jeg tager stor afstand fra det, jeg har sagt og gjort,« fortæller han, da B.T. ringer til Anthon for at konfrontere ham med artiklen.
»Det var slet ikke den samme Anthon, som stod i 'Løvens Hule' forleden, som der dengang stod i et interview. Jeg kan desværre ikke gøre noget om, men jeg vil klart opfordre til, at man stopper med at dele nøgenbilleder af folk.«
Fortryder du, at du sagde de her ting, dengang du blev interviewet?
»Allerede dengang synes jeg ikke det var rart, at artiklen kom ud. For jeg var jo fuld, og dagen efter vågnede jeg op og tænkte: Åh nej, hvad har jeg sagt.«
Men hvorfor sagde du sådan nogle ting?
»Der er sket meget siden – både med Metoo og kønsdiskrimination – og det er selvfølgelig ikke i orden, det jeg sagde. Jeg beklager dybt, hvis jeg har været med til at krænke mennesker på nogen som helst måde, og jeg er blevet meget klogere siden den gang i 2016.«