Slag, psykisk terror, ydmygelser, regulære tæsk, indespærring, mental nedbrydelse til særdeles grove tilfælde af seksuelle krænkelser og voldtægter. Begået af deres lærere gennem flere år.

Det er de anklager, som en række tidligere elever på Gravenshoved Kostskole i Sønderjylland sidste år stod frem og berettede om.

Siden er der igangsat to undersøgelser. En politimæssig og en advokatmæssig.

Førstnævnte er i gang, mens advokat Niels Vase, der står for advokatundersøgelsen, går i gang, når politiets rapport ligger klar.

Ikke desto mindre kan han over for B.T. bekræfte, at der venter et stort arbejde. Således har 150 personer henvendt sig og berettet om gruopvækkende forhold på skolen. Det er 50 flere siden januar.

»Det er henvendelser, som ligger jævnt fordelt gennem årene. Jeg er egentlig ikke overrasket. Mange, jeg har talt med, har fortrængt det, og når de så læser om det, dukker det op igen,« siger Niels Vase til B.T.

Gravenshoved Kostskole blev drevet af Aalborg Kommune fra 1964 til 1992.

Det var et sted, hvor såkaldte 'problembørn' blev sendt til. Men ifølge de tidligere elever har opholdet været forfærdeligt. Én af dem er Rene Vinding Christensen, der gik på skolen fra 1990 til 1991.

»Der var en enorm stress og angst. Vi var hele tiden på vagt og i alarmberedskab. Den fysiske og psykiske vold kunne komme ud af det blå. Hvis man stod og så forkert ud eller pjattede i rækkerne, så blev du jo hevet ud og råbt og skreget af og smidt på jorden. Det var vi jo alle sammen rædselsslagne for,« har han tidligere fortalt i et interview med B.T..

Niels Vase kan endnu ikke oplyse. hvad de 150 henvendelser specifikt går på. Men henvendelserne stammer primært fra tidligere elever – men også pårørende og personer, der har hørt noget.

»Men det er for tidligt at sige noget om. Vi får overblik over forløbet, når politiet er færdige. Vi vil ikke køre to undersøgelser på en gang.«

Politiets undersøgelse skal klarlægge, om nogen skal straffes. Advokatundersøgelsen, som er iværksat af Aalborg Kommune, skal tegne et generelt billede af, hvad der foregik og ikke foregik.

Ifølge Niels Vase ligger politiets resultater klar omkring 1. august, hvorefter han indleder sin undersøgelse. Den kommer ikke til at tage stilling til ansvar og eventuel erstatning – det gør kommunen selv på baggrund af undersøgelsen.

Tidligere rådmand i perioden, Inge Nesgaard, og Henning G. Jensen, daværende rådmand for Socialforvaltningen, har tidligere fortalt til B.T., at de ikke har kendt til hændelserne før sidste år.

»Jeg har den bemærkning, at jeg aldrig har hørt om det. Det er 30 år siden, så det erindrer jeg ikke. Overhovedet,« lød det i efteråret fra Inge Nesgaard.