En 40-årig kvinde og en 28-årig mand mødtes kort efter midnat den 11. november i fjor tilfældigt på værtshuset Jagtstuen i Hadsund, faldt i snak og forlod en time senere stedet hånd i hånd.

Kort efter var hun blevet dræbt på den allermest bestialske vis med 10 knivstik i halsen og i ansigtet.

Og efterfølgende forsøgt parteret.

Kvinden, som var fra Viborg, lå forblødt og livløs i garagen ved mandens bopæl i Nørregade i hjertet af Hadsund, da politiet ankom klokken 04.48. Den 28-årige, som er tiltalt for det uhyggelige drab, var selv på stedet.

Den 40-årige kvinde og den 28-årige mand havde tillyneladende aldrig mødt hinanden før. De mødtes tilfældigt og faldt i snak her på Jagtstuen i Hadsund, som de forlod hånd i hånd. Få timer senere blev hun fundet dræbt og forsøgt parteret. Foto: Jens Anton Havskov
Den 40-årige kvinde og den 28-årige mand havde tillyneladende aldrig mødt hinanden før. De mødtes tilfældigt og faldt i snak her på Jagtstuen i Hadsund, som de forlod hånd i hånd. Få timer senere blev hun fundet dræbt og forsøgt parteret. Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

Tirsdag morgen begynder domsmandssagen ved Retten i Aalborg mod manden, som nægter sig skyldig.

Han har siddet varetægtsfængslet siden grundlovsforhøret, hvor han ikke ønskede at udtale sig.

Den tiltalte har under sin varetægtsfængsling gennemgået en mentalundersøgelse. Han er fundet egnet til almindelig fængselsstraf, hvis han kendes skyldig.

Udover hovedtiltalen mod sig om manddrab og usømmelig omgang med lig er den i dag 29-årige nordjyske far til to også tiltalt for overtrædelse af våbenloven, idet anklagemyndigheden mener, han på et tidligere tidspunkt i 2018 har været i besiddelse af en pumpgun med tilhørende ammunition.

Både våbnet og ammunitionen har han ifølge anklageskriftet overdraget til en ukendt person. Han er ligeledes tiltalt for besiddelse af en springkniv og en kastekniv, som han ikke har tilladelse til.

En spektakulær krølle på sagen er, at fungerende integrationsminister Inger Støjberg (V), som selv bor i Hadsund, på aftenen op til drabet blev kontaktet af den nu mordtiltalte mand.

Det skete på vinkælderen “Den Grå Kok” på Butikstorvet, hvor Inger Støjberg var en tur forbi i byen som afslutning på en glad aften med en flok veninder, som hun havde fulgtes med til koncert.

Ministeren skrev efterfølgende på sin Facebook-side, at manden på et tidspunkt opsøgte hende og indledte en samtale med hende. Hun har ikke - udover til politiet - nævnt, hvad samtalen drejede sig om.

Inger Støjberg og det øvrige selskab, hun var en del af, tog hjem inden midnat. Da hun senere gennem pressen fik kendskab til, hvad der var sket, skrev hun:

»Jeg ønsker selvsagt at bidrage med alt, hvad jeg kan, for at hjælpe politiet til hurtigt at opklare den forfærdelige forbrydelse.«

Der er afsat to dage til domsmandssagen ved Retten i Aalborg. Den tiltalte har selv fravalgt nævninge.

Der ventes at falde dom onsdag.