En udvist 23-årig afghaner med tilknytning til den forbudte bande Loyal to Familia (LTF) har sneget sig med på et af Udenrigsministeriets evakueringsfly fra Afghanistan.

Det fremgår af en sigtelse mod manden, der i dag er blevet fremstillet i dommervagten i København.

Manden er sigtet for at overtræde sit indrejseforbud ved i går 22. august 2021 klokken 13.15 at være indrejst i Københavns Lufthavn, til trods for at han var meddelt et indrejseforbud i forbindelse med en dom.

Flyet fløj fra Islamabad til Københavns Lufthavn med 131 passagerer, og udenrigsminister Jeppe Kofod orienterede selv om landingen på Twitter.

Et SAS-fly med evakuerede fra Afghanistan landede søndag klokken 13.15 i Københavns Lufthavn. Med på flyet var en 23-årig udvisningsdømt LTFer.
Et SAS-fly med evakuerede fra Afghanistan landede søndag klokken 13.15 i Københavns Lufthavn. Med på flyet var en 23-årig udvisningsdømt LTFer. Foto: Mikkel Johansen / Byrd
Vis mere

'På flyet var både evakuerede og myndighedspersoner samt personer, som vi fra dansk side har assisteret Sverige og Island med at evakuere,' skrev udenrigsministeren.

Den sigtedes forsvarer oplyste, at den anholdte har sin far og flere søskende i Danmark, og at han er kommet til Danmark for at bringe sig selv i sikkerhed på grund af situationen i Afghanistan.

Anklageren fortalte i retten, at den anholdte ikke ønskede at forholde sig til sigtelsen. Han kom med på evakueringsflyet ved at udgive sig for at være sin bror. Han har hverken pas eller id-kort, men har nu bekræftet sin rigtige identitet.

Den 23-årige har angivelig tilknytning til LTF og er tidligere blevet idømt tre år og 11 måneders fængsel for overtrædelse af våbenlovgivningen. Han blev samtidig udvist af Danmark for bestandig og blev 12. juli 2021 sendt til Afghanistan via Istanbul.

I foråret 2019 blev han sigtet for at have stjålet adskillige våben og våbendele fra en adresse i København.

Ifølge politiet skulle manden have skaffet sig adgang til lejligheden ved at bryde døren op, hvorfra han stjal flere forskellige rifler, pistoler, knive og en særdeles værdifuld afrikansk sabelkniv. Da han senere samme dag blev anholdt, var han i besiddelse af flere af våbnene. Han nægtede sig skyldig.

Nu er manden varetægtsfængslet i 24 dage, men det er tvivlsomt, om den 23-årige kan sendes tilbage til Afghanistan.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har meldt ud, at Danmark foreløbig stopper tvangsudsendelser til Afghanistan, fordi Taliban alligevel ikke vil tage imod dem. Stoppet for udsendelser gælder foreløbig frem til 8. oktober.

En bus stod klar til at tage imod de evakuerede fra Afghanistan.
En bus stod klar til at tage imod de evakuerede fra Afghanistan. Foto: Mikkel Johansen / Byrd
Vis mere

Under grundlovsforhøret bad den 23-årige afghaner om at få beskikket en anden advokat, Berit Ernst.

Hun har kun haft lejlighed til at tale kortvarigt med sin klient og ønsker derfor ikke at gå nærmere ind i sigtelsen mod ham.

I en kommentar til B.T. sætter hun spørgsmålstegn ved de danske myndigheders beslutning om at effektuere udvisningen, mens Taliban var på hastig fremmarch i Afghanistan.

»Det er jo tragisk, at han netop er blevet sendt ud og så stod i den situation (at Taliban overtog magten i Kabul, red.). Jeg forventer selvfølgelig, at myndighederne snarest tager hånd om, at han ikke kommer i den situation igen,« siger advokaten Berit Ernst, der mener, at han ikke bør udsendes igen foreløbig på grund af situationen i Afghanistan.

Rasmus Bernt Skovgaard fra Københavns Politi oplyser, at den 23-årige blev anholdt i forbindelse med politiets indregistrering af de evakuerede ombord på flyet.

»Det var en kombination af politinæse, fingeraftryk, fotos og IT-undersøgelser som gjorde os opmærksomme på, at mande ikke var den, han udgav sig for at være,« siger han.