En ganske almindelig gåtur udviklede sig til et usædvanligt optrin for en 26-årig mand, da han søndag aften gik på Buddingevej, der forbinder Kgs. Lyngby og Buddinge.
Omkring klokken 20.44 gik den 26-årige langs vejen, da en cyklist krydsede ham på en måde, der fik manden til at »udtrykke sin mening om cyklistens adfærd«, som der står i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.
Og det fik cyklisten til at reagere.
I hvert fald hoppede cyklisten af cyklen og tog kvælertag på den 26-årige. Cyklisten rev ham i håret og forsøgte at presse hans hoved ned i asfalten.
Og før den 26-årige fik set sig om, var cyklisten forsvundet fra stedet i ukendt retning.
Cyklisten beskrives som en 30-40-årig mand, der talte dansk og var »fedladen af bygning, lys i huden, med brunt mellemlangt hår og brede bakkenbarter ned til kæben«.
På trods af kvælertag og et fast greb i håret kom den 26-årige ikke alvorligt til skade som følge af optrinnet, som to forbipasserende overværede.
Nordsjællands Politi oplyser, at betjente har afhørt den 26-årige mand og de to vidner, der kom forbi stedet, hvoraf den ene har optaget en del af episoden på sin mobiltelefon.
Sagen efterforskes nu som en voldssag.
Nordsjællands Politi hører gerne fra personer, der har en formodning om, hvem gerningspersonen kan være, eller som har informationer, der kan være relevante for sagen.
Ring på 114, send en mail på nsj@politi.dk eller 'Tip Politiet' på www.politi.dk.