En 17-årig kvinde fik sig en temmelig ubehagelig oplevelse onsdag aften i Aarhus.
Klokken 20.10 venter hun på bussen ved M.P. Bruunsgade, da en mand går helt hen til hende og laver kysselyde med munden lige op i hendes ansigt.
Fem minutter senere kommer bus nr. 100 kørende, og både den 17-årige kvinde og manden stiger ombord.
Manden sætter sig, så han har øjenkontakt med kvinden.
Pludselig tager han sin penis frem og begynder at onanere, mens han kigger på den 17-årige. Det oplyser Østjyllands Politi.
Kvinden mener ikke, at der er andre passagerer, der har set, hvad der foregik, da manden tog sin penis ned i bukserne, hver gang nogen gik forbi. Han var dog hurtig til at finde den frem igen, når de havde passeret, og så fortsatte han sin onani.
Hele seancen stod på i 10-15 minutter, indtil manden ved 20.30-tiden stod af bussen, hvorefter han løb væk i en ukendt retning.
Kvinden beskriver manden som:
Cirka 30-40 år gammel
160-170 centimeter høj
Arabisk af udseende
Almindelig af bygning
Mørkt hår og sort, kort skæg
Var iført en mørk jakke og sorte Adidas træningsbukser med hvide striber
Medbragte en lysplastpose
Politiet efterforsker lige nu sagen og vil gerne høre fra eventuelle vidner. Både hvis man har set manden inden, han steg på bussen, inde i bussen eller umiddelbart efter, han steg af bussen.
Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.



