Først suser en knallert med en hætteklædt person forbi Illum. Så følger en bil efter, sænker farten og bakker i høj hastighed direkte ind i varehusets rude, der springer i tusinde stykker.

Sådan gik det til, da to tyve 12. maj i år begik et såkaldt rambuktyveri mod Illum i Indre København, og nu er gerningsmændene blevet anholdt.

Det oplyser Københavns Politi til B.T.

Ved tyveriet lykkedes det gerningsmændene at slippe afsted med flere dyre ure, som ifølge Ritzau havde en værdi af mellem fire og fem millioner kroner.

Gerningsmændene stak efterfølgende af på en knallert og kørte mod Slotsholmskanalen, hvor de mødtes med en tredje gerningsmand omkring klokken 01.35.

Den tredje gerningsmand stod klar med en såkaldt RIB-båd, og sammen sejlede de omkring klokken 02 væk i sydlig retning mod Sluseholmen og Hvidovre.

I september offentliggjorde Københavns Politi en overvågningsvideo af tyveriet, der kan ses øverst i artiklen. Ved samme lejlighed udtalte Jens Cappelén, der er leder af indbrudssektionen ved Københavns Politi, at tyveriet var »nøje planlagt og professionelt udført.«

Politiet eftersøgte dengang vidner, der kunne have oplysninger om den sølvgrå Opel Corsa, som blev brugt til rambuktyveriet, samt båden, som tyvene stak til søs i.

Og nu, fem måneder efter tyveriet fandt sted, er de formodede gerningsmænd altså anholdt.

De blev sent torsdag aften fremstillet i grundlovsforhør og er varetægtsfængslet i 13 dage.