En tysk turist blev tirsdag eftermiddag fundet livløs på stranden på Fanø.

Der er tale om en 68-årig mand, der tirsdag formiddag gik en tur langs Søren Jessens Sand  for at lede efter rav.

Da han fortsat ikke var vendt hjem om eftermiddagen, blev hans pårørende bekymrede og klokken 13.07 kontaktede de politiet.

I en pressemeddelelse oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, at de straks indledte en eftersøgning.

Kort før klokken 14.00 modtog politiet en anmeldelse om, at nogle turister havde fundet en mand livløs på stranden.

Det viste sig at være den 68-årige mand, som tidligere på dagen var blevet meldt savnet.

En betjent ankom kort efter til stedet, hvor han ydede livreddende førstehjælp.

En ambulance og redningshelikopter blev også sendt til stedet.

Den 68-årige liv stod desværre ikke til at redde, og kort efter politiets ankomst til stedet blev manden erklæret død.

Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at der skulle være sket en forbrydelse.

»Han har formentlig fået et ildebefindende, men hvad der præcis er sket, kan jeg endnu ikke sige med sikkerhed,« siger Bjørn Pedersen, der er vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi til B.T.

De pårørende er underrettet.