Usømmelig omgang med lig, bevisbortskaffelse og ildspåsættelse af en bil. Det er nogle af de ting, som en 37-årig mand forventes at tilstå ved Retten i Randers torsdag.

Men hvad han konkret fortæller om sin rolle i sagen om den forsvundne og siden dødfundne Frank Dan Nørgaard Jørgensen, er uvist.

På anklagemyndighedens anmodning valgte sagens dommer nemlig at lukke dørene og smide alle tilhørere ud af retssalen, lige inden den 37-årige skulle til at tage ordet.

Det skete dog ikke uden massive protester fra pressens mange fremmødte, der argumenterede for, at sagen har stor offentlig interesse, da politiet selv valgte at inddrage offentligheden, da Frank Dan Nørgaard Jørgensen tilbage i juli forsvandt.

Ligeledes lød et af argumenterne, at efterforskningen er i gang på femte måned, og at politiet derfor efterhånden må være nået så langt, at sagens detaljer ikke længere skal holdes bag lukkede døre.

Lige lidt hjalp det.

Dommeren valgte at lukke dørene med henvisning til, at der er fem andre sigtede, hvis sag endnu ikke er afklaret. Og dermed måtte journalister såvel som de mange pårørende til den 40-årige formodede dræbte far fra Randers forlade lokalet.

Imens har den brede, skaldede 37-årige mand indtaget vidneskranken i salen. Iført blå denim jeans og en sort trøje vil han fra pladsen fortælle, hvad der skete forud for det formodede drab 14. juli og efterfølgende.

Efter drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen i sommer gennemførte politiet en storstilet efterforskning flere steder på Djursland.
Efter drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen i sommer gennemførte politiet en storstilet efterforskning flere steder på Djursland. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Selve drabet er dog ikke en del af tilståelsessagen. Det er kun forholdene om usømmelig omgang med lig, bevisbortskaffelse og brandstiftelse.

»Der er en erkendelse af det væsentligste. Der er nogle mindre detaljer, men det er jeg sikker på, vi får afklaret under afhøringen,« sagde hans forsvarer, Henrik Stagetorn, inden dørene blev lukket.

Konkret er den 37-årige mand sigtet for at have rådgivet om, hvordan liget skulle pakkes ind med plastik og tape og placeres i en skov, samt for at have medvirket til at skaffe den bil, den 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen havde kørt, den dag han forsvandt, af vejen.

Den blev siden fundet udbrændt på en skovparkeringsplads.

Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Vis mere

I sigtelsen lyder det videre, at den 37-årige skulle have modtaget penge for sin rolle. Beløbet er ukendt.

Fire af de fem andre medsigtede er denne torsdag også til stede i retten. Flere af dem blev anholdt i dagene efter Frank Dan Nørgaard Jørgensens forsvinden.

Anholdelserne fandt sted, før politiet fandt hans lig et skovområde 21. juli – præcis en uge, efter han forsvandt sporløst og blev efterlyst offentligt af politiet.

Alle de sigtede har i månedsvis siddet varetægtsfængslede i sagen, selvom de nægter sig skyldige.

Det gjorde den 37-årige også til at starte med, men nu er spørgsmålet, om der torsdag kan sættes et punktum i hans del af sagen.

Såfremt dommeren finder, at hans forklaring er nok til, at sagen kan afgøres, vil der senere torsdag være procedurer.

Her skal forsvarer og anklager i så fald argumenterer for, hvilket straf de hver især finder passende.

Når sagen dertil, vil tilhørere atter få lov til at være i retslokalet.