Politiet er lige nu til stede ved Glostrup Station i forbindelse med en sag om trainsurfing.

Det bekræfter Københavns Vestegns Politi over for B.T.

»Der er formentlig tale om en trainsurfer, som er faldet ned fra et tog og har slået hovedet på skinnerne,« forklarer vagthavende Morten Steen.

Han forklarer videre, at trainsurferen, en 39-årig mand, har befundet sig oven på toget og efterfølgende er faldet ned, idet toget er bremset.

Det var en DSB-medarbejder, som indgav en anmeldelse om hændelsen klokken 22.12.

Manden er blevet sendt afsted med ambulance til Rigshospitalets Traumeafdeling.

»Jeg kender ikke hans præcise tilstand, men han var i hvert fald i stand til selv at gå hen til ambulancen. Men vi tager ingen chancer,« siger Morten Steen.

Sent søndag aften er politiet i gang med at foretage undersøgelser og afhøre vidner, hvorfor der ikke er togdrift omkring Glostrup Station.

Morten Steen forventer, at politiets arbejde 'snart er overstået'.

Politiet har endnu ikke talt med den tilskadekomne og kan derfor ikke sige yderligere om hændelsen.