Der bliver trængsel i retslokalet og massiv sikkerhedskontrol, når en omfattende retssag om et blodigt overfald i en frisørsalon på Nørrebrogade tirsdag indledes.
19 bandefolk fra København er tiltalt for voldsorgiet, som to unge mænd lagde krop til.
Grov vold bliver i forvejen straffet hårdt, men da overfaldet i frisørsalonen 16. september 2018 ifølge anklagemyndighedens opfattelse er sket som led i den københavnske bandekonflikt, vil anklageren kræve det normale strafniveau fordoblet.
Og for 14 af de 19 tiltalte kan straffen endda blive yderligere forøget med 50 procent, fordi de tidligere er dømt for vold.
Derfor risikerer alle de tiltalte, der alle har indvandrerbaggrund, årelange fængselsstraffe for afstraffelsesaktionen.
Fire af dem ønsker anklagemyndigheden desuden udvist af Danmark i mindst seks år, hvis de kendes skyldige.
Det blodige overfald fandt sted om eftermiddagen 16. september i fjor.
Klokken 15.35 var en 20-årig mand fra Ishøj og hans kammerat gået ind i DK Frisørsalon på Nørrebrogade 216 i København for at blive klippet.
Men allerede inden de to bandefolk var kommet indenfor i frisøren ved Den Røde Plads, var de blevet genkendt af andre bandefolk, der ville dem ondt og tilkaldte forstærkning.
Tidligere havde begge parter ellers tilhørt grupperingen Brothas med udspring i Mjølnerparken, men som en udløber af den brogede københavnske bandekonflikt var der nu opstået splid.
Det betød, at en såkaldt NNV-gruppering (Nørrebro/Nord-Vest) med støtte fra venner på den københavnske Vestegn var raget uklar med deres tidligere brødre fra det gamle Brothas.
Det fik de to unge frisør-gæster på Nørrebro pludselig at mærke på den hårde måde.
Ifølge anklageskriftet mod de 19 tiltalte, som B.T. har fået aktindsigt i, blev begge ofre i 13 minutter gennemtævet, sparket og stukket med forskellige redskaber. Nogle af overfaldsmændene tog sig endda tid til at maskere sig.

Det ene offer blev blandt andet stukket med en kniv i halsen, ligesom han blev slået og sparket i både ansigtet og på kroppen.
Det betød blandt andet, at han brækkede næsen, fik en flænge i baghovedet og et snitsår på halsen.
Også det andet offer blev slået og sparket på kroppen og i ansigtet, ligesom han blev slået i ryggen med en stump genstand og også stukket i både ryg og skulder med et spidst instrument.
Ifølge anklageskriftet dannede nogle af de i alt 19 tiltalte en slags prop i døren til frisørsalonen, så ofrene ikke havde en chance for at slippe væk, ligesom andre udefra ikke kunne komme dem til hjælp.
Og for at gøre det mudrede bandebillede endnu mere broget, ringede en af de tiltalte undervejs også til en person i Brothas-grupperingens tidligere dødsfjender i banderivalerne fra Loyal To Familia, så der også kom to personer med tilknytning hertil for at bidrage til afstraffelsen af de to ofre.
Et af de maltrakterede ofre er tidligere selv blevet idømt flere års fængsel for en næsten lige så brutal afstraffelse af en ung mand, der blev afpresset og mishandlet i flere timer, indtil han betalte en stor dummebøde.
Der ventes først dom i sagen til september.

