Videooptagelser fra hemmelige politikameraer på Nørrebro i København har spillet en central rolle i opklaringen af et blodigt overfald i en frisørsalon på Nørrebrogade.
Det kom frem tirsdag formiddag ved Retten i Glostrup, hvor 19 unge mænd er tiltalt for grov vold under den københavnske bandekonflikt.
Anklageren forklarede i sin forelæggelse, at Københavns Politi fik anmeldelse om slagsmålet den 16. september 2018 klokken 15.45.
Anmeldelsen gik på, at der skulle være slagsmål mellem flere hætteklædte og maskerede personer. Da politiet ankom til gerningsstedet på Nørrebrogade, var der dog ikke længere nogen personer til stede. Blodspor på stedet fortalte dog sit tydelige sprog om, at der var foregået noget voldsomt.
Og i baggården til frisørsalonen fandt politiet den ene af de forurettede – en 20-årig mand fra den københavnske Vestegn.
»Han lignede en mand, der havde fået tæsk. Blandt andet blødte han fra hovedet,« oplyste anklageren.
Under opklaringsarbejdet har politiet især støttet sig til en række videooptagelser fra kameraer, som politiet under bandekrigen blandt andet havde opsat lige omkring frisørsalonen og dens baggård. Siden er der også kommet andet videomateriale til fra en nærliggende kiosk.
Optagelserne forventes at spille en central rolle for anklagemyndighedens bevisførelse.
En 20 minutter lang video-frekvens fra tidspunktet før og under overfaldet blev tirsdag afspillet i retten.
Her ser man på et tidspunkt lige omkring kl 15.45 en håndfuld sortklædte mænd nærme sig frisørsalonen med hastige skridt.
I de følgende 13 minutter tager andre unge mænd tilsyneladende på skift opstilling foran indgangen til frisørsalonen og går ind i den tilsyneladende velbevogtede frisørsalon, mens intetanende fodgængere og bilister passerer forbi på Nørrebrogade, hvor der på det tidspunktet ingen kørende trafik er.
Alle de 19 tiltalte – hvoraf kun de 16 er til stede i det tæt pakkede retslokale – nægter sig skyldige i sagens centrale tiltalepunkt om vold af særlig farlig karakter.
Der ventes først dom i den langvarige domsmandssag i løbet af efteråret.