Under en storm den 16. februar blev en fire-årig pige og hendes mor ramt af et væltet træ ved en parkeringsplads i Nykøbing Sjælland. Træet var råddent.
Pigen blev indlagt på hospitalet i kritisk tilstand. Nu er der nyt om den alvorlige ulykke.
Efter ulykken efterforskede politiet sagen - blandt andet for at fastslå skyldspørgsmålet.
Nu er politiet kommet frem til en konklusion, skriver lokalmediet Nordvestnyt
»Politiet har foretaget besigtigelse på ulykkesstedet af blandt andet det væltede træ samt afhøring af familien for at få klarlagt omstændighederne ved ulykken. Det har resulteret i, at politiet nu har indstillet efterforskningen i sagen, idet der ikke er rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart,« siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard til Nordvestnyt.
Det var i et voldsomt blæsevejr, at pigen og hendes mor blev ramt af træet ved en gangsti, der forbinder en parkeringsplads med en svømmehal. Moren blev også indlagt på hospitalet, men pådrog sig ikke så alvorlige kvæstelser som sin datter.
Hvis familien vil gå videre med sagen og har et erstatningskrav, skal den anlægge en civil sag.
Odsherred Kommune fortalte efter ulykken, at sagen var meldt til kommunens forsikringsselskab.

