En fire-årig pige var i kritisk tilstand, efter at hun søndag blev ramt af et væltet træ ved en parkeringsplads i Nykøbing Sjælland.

Nu er der gode nyheder om pigens tilstand.

»Det går heldigvis den rigtige vej. Pigen har det efter omstændighederne godt. Hun er i stabil tilstand og meldes ikke længere i livsfare,« siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard.

Pigen er stadig indlagt til behandling på sygehuset.

»De foreløbige meldinger fra hospitalet tyder på, at pigen ikke får livsvarige mén,« siger Martin Bjerregaard.

Det var kraftig blæst, der søndag eftermiddag fik et træ til at vælte ned over pigen og hendes mor på en parkeringsplads i Nykøbing Sjælland.

Også moren blev ramt af træet, men hun pådrog sig ikke så alvorlige kvæstelser som sin datter.

»Jeg har ikke oplysninger om morens tilstand og ved derfor ikke, om hun er indlagt på grund af sine kvæstelser eller af familiemæssige årsager. Hun kom ikke så slemt til skade som sin datter,« siger Martin Bjerregaard.

Voldsomme vindstød var årsag til, at træet væltede – ved en gangsti, der forbinder en parkeringsplads med en svømmehal. Der var angiveligt råd i træet.

Efter ulykken har Midt- og Vestsjællands Politi underrettet kommunen med henblik på at undersøge, om andre træer ved parkeringspladsen kan være til fare for borgerne.

Træerne langs parkeringspladsen er blevet undersøgt, men der skulle ikke være råd i dem.

»Vi har lavet en politirapport for at få klarlagt årsagen til, at træet væltede. Det tyder ikke på, at der som sådan er sket et svigt, men uanset hvad er det vigtigt at fastslå baggrunden – også af erstatningsmæssige årsager,« siger Martin Bjerregaard.