Det er dommens dag for tre brødre på 32, 28 og 23 år samt deres tidligere svoger på 21. Alle er fra Odense-bydelen Vollsmose og med palæstinensisk baggrund.

De fire er tiltalt for at have udsat den 31-årige mand A. for en ekstremt voldelig afstraffelse sent om aftenen den 14. marts i år, hvor offeret bl.a. fik skåret sit højre øre af, fik stukket en finger dybt i den ene øjenhule i gerningsmændenes forsøg på at hive øjet ud, blev slået med en hammer, fik knust en flaske mod sit hoved og adskillige gange blev snittet og stukket i halsen og i ansigtet og flere andre steder på kroppen.

Ligesom han blev slået, sparket og trampet i hovedet, inden han livsfarligt skadet og stærkt blødende blev tisset på og til sidst efterladt uden hjælp ved Seden Strand nordøst for Odense tæt ved det tidligere Lindø-værfts arealer.

Det 31-årige offers eneste brøde er, at han var blevet forelsket i de tre Vollsmose-brødres 19-årige lillesøster M., som er muslimsk gift med den fjerde tiltalte i sagen.

Følelserne mellem den 31-årige og den 19-årige kvinde, som havde mødt hinanden på en sprogskole, var gensidige. De to mødtes dels på skolen, dels i hemmelighed i hans lejlighed, og ifølge offerets forklaring i vidneskranken ved Retten i Odense havde de til sidst besluttet at gifte sig, og den 31-årige henvendte sig derfor til den ældste af kvindens brødre for at anmode om hendes hånd.

Men dét, han troede skulle være en lykkelig begivenhed og et positivt møde med hans elskedes storebrødre, viste sig at blive hans livs mareridt. Som begyndte med, at han på en parkeringsplads ved en tankstation i Odense-bydelen Sanderum blev tvunget ind i en bil under dødstrusler med en pistol, hvorefter den timelange mishandling eskalerede minut for minut.

Det 31-årige offer er i dag så nedbrudt både fysisk og psykisk, at han udover et intenst behandlings- og psykologforløb siden det uhyggelige og livsfarlige legemesangreb nu yderligere skal gennemgå et behandlingsforløb på Rehabiliteringscentret for Torturofre.

Anklageren i sagen, Jacob Thaarup, har procederet for fængselsstraffe på op til tre år og ni måneder samt udvisning af Danmark for de to ældste Vollsmose-brødres vedkommende.

Her til formiddag procederer de fire tiltaltes forsvarere, inden der falder dom senere i dag.