Det er en både fysisk og psykisk dybt traumatiseret 31-årig mand, A., som fredag middag nu på anden time sidder i vidneskranken ved Retten i Odense.
Hans kvindelige psykolog sidder hele tiden tæt op ad ham ved hans ene side og har en beroligende hånd liggende tungt på hans ene skulder, mens han afgiver forklaring. Mens en arabisk/dansk tolk sidder tæt op ad ham til den anden side og oversætter ord for ord, mens han yderst lavmælt svarer på spørgsmål fra anklageren.
Manden blev udsat for en ekstrem voldelig og farlig afstraffelse den 14. marts i år under dels en seks kilometer lang køretur, dels på et afsides beliggende område ved Seden Strand nordøst for Odense.
Hans eneste brøde i forbindelse med den ekstreme afstraffelse var, at han var blevet forelsket i en 19-årig ung kvinde, som er lillesøster til tre af de tiltalte og tidligere har haft et muslimsk ægteskab med den fjerde tiltalte.
Følelserne var gengældt fra kvindens side, men det blev under ingen omstændigheder accepteret, og den 31-årige blev gennem en time udsat for en frygtelig og grufuld mishandling, hvor han blandt andet fik skåret sit ene øre af, fik forsøgt stukket det ene øje ud, blev stukket og snittet i ansigtet og over det meste af kroppen, slået med hammer og sparket og trampet på.
Og til sidst udsat for den ultimative ydmygelse, da den ene af de fire tiltalte urinerede på ham, mens han lå hårdt kvæstet og stærkt blødende på jorden ved Seden Strand. Hvorefter de forlod ham i livsfare.
Så stor livsfare, at hans fire plageånder selv var overbevist om, at han da allerede var død. - Mit liv er ødelagt.
- Jeg tror ikke, jeg nogensinde kommer tilbage i arbejde eller noget. Jeg har fået social angst og det er ikke blevet bedre, har den 31-årige mand, som oprindelig stammer fra Libanon men bor i Odense, netop fået fremstammet i vidneskranken.
Bt.dk følger sagen...