Politiet har nu nyt om efterforskningen af drabet på den 20-årige frisør Kevin Ibraimovski.
Københavns Politi har torsdag anholdt to mænd på 19 og 22 år, som man regner med har forbindelse til sagen.
De to mænd er blevet sigtet for drabsforsøg på den 20-årige frisør: Episoden fandt sted 24. september sidste år, da to mænd kørte forbi Salon Ørn i Brønshøj på en motorcykel, bagsædepassageren havde en pistol i hånd.
'Politiets efterforskning peger på, at målet var at skyde og dræbe en 20-årig mand (Kevin Ibraimovski, red.), der arbejdede i frisørsalonen,' lyder det fredag i en pressemeddelelse.

Kun fem dage senere, 29. september, gik en endnu ukendt gerningsmand helt ind i Salon Ørn og skød Kevin Ibraimovski på tæt hold.
»Vi er nu kommet så langt i efterforskningen, at der er en begrundet mistanke om, at de anholdte står bag drabsforsøget,« siger vicepolitiinspektør Knud Hvass, der er leder af Afdelingen for organiseret kriminalitet i Københavns Politi:
»Vi har en formodning om, at der er en sammenhæng mellem den episode og selve drabet, og det vil forhåbentlig blive klarlagt i den videre efterforskning.«
I forbindelse med anholdelserne af de to mænd på 19 og 22 år er 'flere adresser ransaget'. Her har politiet fundet flere genstande med mulig relation til sagen.
De to mænd vil fredag blive fremstillet i grundlovsforhør.
Københavns Politi har tidligere offentliggjort overvågningsbilleder i forbindelse med både drabsforsøget 24. september og selve drabet 29. september. Se øverst i artiklen
»Vi vil fortsat meget gerne høre fra vidner, der har set noget i området i forbindelse med selve drabet den 29. september,« siger vicepolitiinspektør Knud Hvass.


