To drab. En skudt. En stukket ihjel.

Begge drab begået inden for otte timer. Inden for otte kilometers afstand. Begge i Aarhus.

Over for B.T. kan Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke sige, om de to episoder har noget med hinanden at gøre.

»Vi efterforsker begge sager intensivt, men vi er stadig meget tidligt i sagen, så vi kan ikke sige noget konkret,« siger Anne Tiedemann, der er pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi har afspærret et område af omkring travbanen i Aarhus C, hvor en 25-årig mand onsdag aften blev dræbt af skud.
Østjyllands Politi har afspærret et område af omkring travbanen i Aarhus C, hvor en 25-årig mand onsdag aften blev dræbt af skud.

25-årig skudt

Den første af de to sager fandt sted ved Jydsk Væddeløbsbane i den centrale del af Aarhus.

Her fik politiet klokken 19.10 en anmeldelse om, at en person var ramt af skud på p-pladsen ved Observatorievej.

Manden var 25 år og døde efterfølgende af sine kvæstelser.

Otte timer senere indløb der endnu en anmeldelse til Østjyllands Politi. Denne gang var det et voldsomt knivoverfald på p-pladsen ved Lenesvej i Brabrand nær Gellerupparken og Bazar Vest.

Ved du noget om sagerne, vil vi meget gerne høre fra dig, tak. Skriv til 1929@bt.dk

42-årig stukket ihjel

Politi og ambulancer ankom hurtigt til gerningsstedet og fandt en 42-årig mand ramt af flere knivstik.

Der blev øjeblikkeligt ydet livreddende førstehjælp, men den 42-årige blev kort tid efter erklæret død.

Yderligere to personer blev ramt af knivstik og modtager behandling, oplyser politiet.

Ud over den 42-årige, som afgik ved døden, blev to andre såret af knivstik.
Ud over den 42-årige, som afgik ved døden, blev to andre såret af knivstik. Øxenholt foto LONE CORNELIUSSEN

Anne Tiedemann siger til B.T., at det endnu er for tidligt at sige noget om motiverne bag de to drab.

Men arbejder I ud fra en teori om, at de to drab hænger sammen?

»Det kan vi ikke sige noget om, men vi forsøger at melde noget ud senere, når vi har noget mere.«

Begge drab sker på parkeringspladser. Hvad siger det jer?

»Det ved vi ikke. Det er også for tidligt at sige noget om.«

Kunne man forestille sig, at der var nogen - måske to grupperinger - der er mødtes for at snakke, aftale noget eller måske handle, og at det så er eskaleret?

»Det er for tidligt at sige noget, men alle vores efterforskere arbejder lige nu på højtryk for at finde ud af, hvad der er sket. Men hvis der er vidner, som har set noget i det pågældende tidsrum, må de meget gerne ringe 114.«

Ved du noget om sagerne, vil vi meget gerne høre fra dig, tak. Skriv til 1929@bt.dk