En 42-årig mand er torsdag morgen dræbt af knivstik i Brabrand i Aarhus.

Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.

Politiet har udsendt en pressemeddelelse, hvor hændelsesforløbet er ridset op:

'Torsdag kl. 03.48 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at flere personer var stukket med kniv på p-pladsen ved Lenesvej i Aarhus.

Politi og ambulancer kom hurtigt til stedet og fandt en 42-årig mand ramt af flere knivstik. Betjentene og reddere ydede livreddende førstehjælp, men den 42-årige blev kort tid efter erklæret død.

Yderligere to personer er ramt af knivstik og modtager behandling.'

Politiet skriver, at der nu venter en langvarig efterforskning på stedet.

'Politiet er massivt til stede i området. Vi forventer at være på stedet i længere tid, og der pågår i øjeblikket en intensiv efterforskning og undersøgelse af gerningsstedet.

Østjyllands Politi kan endnu ikke sige noget om motiv eller andre omstændigheder i relation til drabet og har for nuværende ikke yderligere oplysninger. Der udsendes opfølgende pressemeddelelse senere i dag.'

Det er det andet drab i Aarhus på mindre end et døgn. Onsdag aften blev en 25-årig mand skudt ved byens travbane.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Østjyllands Politi, som torsdag morgen endnu ikke har været at træffe for pressen.