Der var tale om frivillig sex, da en ung mand  og en kvinde var sammen i Ninna Hedeager Olsens (EL) seng.

Sådan lød det fra den 30-årige mand, der er tiltalt for at have voldtaget en kvinde i teknik- og miljøborgmesterens seng.

Da han onsdag afgav forklaring i Københavns Byret, lød det fra den unge mand, at han på et tidspunkt var vågnet op i sengen sammen med en række andre personer, heriblandt den forurettede og Ninna Hedeager Olsen, efter en fest i lejligheden 31. marts i år.

Manden lå efter eget udsagn i ske med den forurettede, og da han begyndte at kysse hende i nakken og berøre hende, gav den forurettede kvinde efter hans opfattelse ikke udtryk for, at hun ikke havde lyst.

Den 30-årige mand, der er beskyttet af navneforbud, forklarede videre, at han var interesseret i at have sex med hende, og at kvinden ikke på nogen måde gjorde nogen modstand.

»Hun gør ikke modstand og giver ikke udtryk for, at hun ikke er interesseret,« lød det fra manden.

Kvinden var efter hans opfattelse også vågen, da samlejet fandt sted, men han medgav, at han ikke på noget tidspunkt talte med kvinden, fordi han ikke ønskede at vække de to andre, heriblandt Ninna Hedeager Olsen, der lå i sengen.

Manden forklarede videre, at de to lå i en akavet stilling.

Undervejs i samlejet, der ifølge mandens skøn varede godt to minutter, fik han på et tidspunkt fat i Ninna Hedeager Olsens hofter, og da det gik op for ham, at han havde fat i hende, slap han hende igen.

På et tidspunkt lagde den forurettede sig om på ryggen, og det opfattede den tiltalte mand som et signal på, at kvinden ikke længere havde lyst, hvorefter han lagde sig til at sove.

Da manden dagen efter var i kontakt med Ninna Hedeager Olsen, fortalte borgmesteren, at den forurettede havde det skidt og havde meldt sig til Center for voldtægtsofre.

Den unge mand husker desuden, at han anså det som akavet, at han og den forurettede i sagen havde haft sex, mens de andre havde ligget i sengen.

Det fik den unge mand til selv at rette henvendelse til politiet for at melde sig selv for voldtægt, og erkendte sig skyldig i voldtægt. Det har han siden trukket sig tilbage, og han nægter sig således skyldig i voldtægt.

Til festen i borgmesterens hjem, var der ifølge mandens forsvarer en lang række medlemmer fra Enhedslisten i København.

Den 30-årige mand har tidligere onsdag forklaret, at han og Ninna Hedeager Olsen havde haft et seksuelt forhold i månederne op til festen. De var gode venner, der af og til havde sex.

Han har desuden forklaret, at han og den forurettede forud for den påståede voldtægt havde både kysset og krammet en del.  Senere onsdag skal Ninna Hedeager Olsen afgive forklaring i sagen.