En retssag om brandstiftelse i en frisørbutik i Rødovre har tirsdag taget en uventet drejning, hvor den kører ved Retten i Glostrup. Sagen er foreløbigt udsat til fredag, fordi der uklarhed omkring en af de tiltalte.
Det ligger fast, at den 18-årige tiltalte opholder sig i Tyrkiet. Han er sygemeldt og via sin advokat, Louise Traberg Schmidt, fremlagde han en dokument fra et sygehus dernede, der påviste sygdom.
Desuden blev der fremlagt et dokument fra en tyrkisk læge. Det dokumenterede, at den tiltalte ikke kunne tåle at flyve i nuværende tilstand.
Det kom ikke frem i retten, hvad han fejler. Men sygemeldingen afstedkom protester fra sagens tre øvrige forsvarere. De mente ikke, at sagen kunne gennemføres uden den 18-åriges tilstedeværelse, fordi han ifølge anklageskriftet spiller en central rolle i sagen.
De øvrige forsvarere mente ikke, at sagen var lovligt forkyndt for den 18-årige, der er sygemeldt i sagen, og derfor krævede de retssagen udsat.
Alle fire tiltalte nægter sig skyldige og har igennem længere tid været på fri fod.
De fire er på forskellig vis tiltalt i en sagskompleks, der knytter sig til en brandstiftelse på Frisør Yomok, der lå på Islevbrovej i Rødovre. Her blev der stukket ild på butikken natten til 4. februar 2022.
De fire har tidligere siddet varetægtsfængslet, men dengang mente en dommer ikke, at sagen kunne bære fortsat varetægtsfængsling. Derfor blev de løsladt.
Retssagen er nu udskudt til fredag, og retsformanden bad den 18-årige sygemeldtes forsvarer om at bruge tiden på at fremskaffe dokumentation for, at hendes klient havde udvist interesse for at deltage i sagen.
Han er i øvrigt svensk statsborger, og senest kendte adresse var i Malmø.
Lyt til B.T.s podcast om blå blink og den lyssky underverden her: