Tidligere kunne B.T. fortælle, at en 27-årige kvinde var blevet tiltalt for at sælge ulovlige e-studiebøger til brug for uddannelsen til socialrådgiver.
Nu er hun i Retten i Aarhus blevet idømt tyve dages betinget fængsel. Det skriver Anklagemyndigheden.
I alt drejede tiltalen sig om systematisk salg af ulovlige digitale kopier af 38 forskellige studiebøger.
Det er foregået i perioden januar 2018 til april 2020, hvor den tidligere studerende fra VIA University College i Aarhus har solgt de forskellige studiebøger på Tradono, Guloggratis og DBA.
Gennem det ulovlige salg har den dømte omsat for 9.383 kroner. Beløbet er konfiskeret ved dommen.
Det var Rettighedsalliancen, der i efteråret 2019 anmeldte kvinden til SØLK efter at have samlet beviser for systematisk udbud og salg af ulovlige kopier af digitale studiebøger uden rettighedshavers samtykke.
Rettighedsalliancen fik umiddelbart forinden Guloggratis og DBA til at lukke salgsannoncerne og anmeldte på vegne af e-bøgernes rettighedshavere sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK.
»Det er kort sagt ulovligt at kopiere e-bøger, hvis man ikke ejer rettighederne til dem. Det er en skærpende omstændighed, at der er sket et betydeligt antal salg, og at det er sket gennem en længere periode,« siger anklagerfuldmægtig Simone Jeppesen til anklagemyndigheden.dk og tilføjer:
»Den dømte har nu modtaget en straf for krænkelse af ophavsretsloven, og altså fået en plet på straffeattesten.
Et forhold, der kan have betydning for hende i mange år fremover.«
SØIK fremsatte på vegne af Rettighedsalliancens medlemmer et erstatningskrav på 10.000 kroner, som den nu dømte skal betale i erstatning.