Anthon fra Citybois skal fredag i retten for at have delt krænkende videoer af en 15-årig pige og dreng - det får nu de første konsekvenser.

Citybois skulle nemlig have sunget  til TV 2's store indsamlingsshow 'Knæk Cancer Live' lørdag aften, men de er nu blevet taget af programmet.

»Vi har ikke tidligere været bekendt med retssagen, men er først blevet gjort opmærksom på den i dag. Vi har været i dialog med Citybois og deres management og har i fællesskab besluttet, at Citybois ikke er at finde på scenen til ’Knæk Cancer Live’ på lørdag,« skriver TV2-redaktør Nicolaj Nybo Hansson i en mail til B.T.

Han tilføjer:

»Det er en fælles beslutning. Vi er på ingen måde interesseret i, at den her sag kommer til at fjerne fokus fra det, som showet lørdag handler om, nemlig at stå sammen mod cancer,« udtaler TV 2-redaktør Nicolaj Nybo Hansson i en mail til B.T.

Sagen er en del af den såkaldte 'Umbrella'-sag, hvor hundredvis af unge mennesker er sigtede for at dele børneporno.

Ifølge anklageskriftet, som B.T. er i besiddelse af, er Anthon Edwards Knudtzon sigtet for at have delt en video på 40 sekunder i juli 2015 - der er blevet sendt videre én gang mere i 2016.

Derudover skulle endnu en video på 56 sekunder af de samme to personer fra den første video også være blevet videresendt af sangeren i efteråret 2015. Dengang var han selv 16 år gammel.

Han er titalt for overtrædelse af straffelovens paragraf 235 og 232. Den ene handler om deling af børneporno med børn under 15 år og den anden med børn under 18 år, fremgår det af anklageskriftet. Han kan risikere op til seks års fængsel.

Torsdag har Anthon Edwards Knudtzon i et opslag på Instagram erkendt, at han har delt krænkende videoer og undskylder:

»Jeg undskylder af hele mit hjerte og håber, at denne sag trods alt kan være med til, at man tænker mere over konsekvenserne ved at videredele videoer.«

At Citybois ikke kommer til at optræde i 'Knæk Cancer'-showet må være ekstra hårdt for Anthon Edwards Knudtzon, hvis mor netop døde af kræft i 2017. Hvem der erstatter Citybois i showet er endnu ikke meldt ud.