En 26-årig mand med arabisk baggrund er tiltalt for at have planlagt at lokke en 25-årig gravid kvinde i baghold og få et tæskehold til at overfalde hende.

Manden har angiveligt gjort kvinden gravid.

Han er desuden tiltalt for at true kvinden til at få fjernet det cirka otte uger gamle foster.

'Ellers ville hun ødelægge hans liv, og han ville ødelægge hendes, eller det der er værre', har han sagt ifølge anklageskriftet.

Det kom frem i Retten i Aarhus fredag, skriver Lokalavisen Aarhus.

Politi foran Retten i Aarhus. Arkivfoto
Politi foran Retten i Aarhus. Arkivfoto Foto: Henning Bagger
Vis mere

Mandens lillebror samt seks kvinder sidder på anklagebænken for sammen at stå bag overfaldet.

Den 26-årige storebror, der er gift, arbejder som vagt og dørmand og bor i Brabrand, har ifølge en af de anklagede kvinder fået de seks kvinder til at lokke offeret ud i en skov ved Brabrand og overfalde hende, fordi kvinden ikke ville abortere.

»Jeg løb hen og sprayede hende i ansigtet med en peberspray, hvorefter jeg slog hende flere gange i ansigtet med knyttet næve. Derefter gik en af de andre hen og boksede hende i maven, så hun mistede luften og krøb sammen,« fortalte den 25-årige anklagede kvinde i retten ifølge Lokalavisen Aarhus.

Selv om den 26-årige bagmand havde fortalt kvinderne, at de skulle slå offeret i maven, var det ikke kvindens hensigt at overfalde offeret så voldsomt, at fosteret blev ødelagt.

Hun ville bare skræmme hende, forklarede kvinden i retten ifølge avisen.

Kvinden forklarede desuden, at hun efterfølgende bad to af de andre kvinder om at køre offeret på skadestuen omkring en time før midnat.

Senere på natten ringede offeret til politiet, der igangsatte en omfattende efterforskning, som førte til anholdelse af de otte tiltalte, beretter avisen.

Sagen genoptages mandag morgen, hvor den 26-årige bagmand afhøres.

Dertil er der planlagt tre retsdage, før der efter planen afsiges dom 1. oktober. Første dag kom det ikke frem i retten, hvad der skete med fosteret.