En mand i 50erne sidder i disse dage på anklagebænken tiltalt for i sit virke som massør at have voldtaget og krænket flere af sine kunder.
Manden er tiltalt for i alt tre forhold, hvoraf det ene omhandler blufærdighedskrænkelse, mens de to resterende drejer sig om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
Han nægter sig skyldig.
Af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, fremgår det, at de to voldtægter foregik med godt og vel en måneds mellemrum i marts og april i år.
I begge tilfælde udnyttede han ifølge politiet, at kvinderne befandt sig i en situation, hvor de var ude af stand til at modsætte sig handlingen, til blandt andet at massere kvindernes kønsdele.
Kvinderne lå i begge tilfælde delvist afklædte og havde henholdsvis en rispose og en maske for øjnene, så de ikke kunne se noget.
Hertil er manden, som driver sin egen massørklinik på Sjælland, tiltalt for i tre tilfælde blandt andet at have befølt en kvindes kønsdel, hvilket ifølge politiet var egnet til at krænke hendes blufærdighed.
Politiet har nedlagt påstand om fængselsstraf, ligesom anklagemyndigheden også gerne ser, at han frakendes retten til at udøve virksomhed som massør.
Der er afsat to dage til retssagen. Første dag var onsdag, mens anden dag er mandag.
Her forventes der også at falde dom.
Manden er beskyttet af navneforbud, og B.T. kan således ikke komme nærmere ind på hans identitet.


