Et internt opgør i Hells Angels kan meget vel have været årsagen til et voldeligt overfald fredag eftermiddag i Pusher Street. 

Her blev en mand i røde shorts og sort hættetrøje tæsket i den del af den populære hashgade, der bliver kaldt for 'Hakket'.

Ifølge B.T.s oplysninger har manden været en del af Hells Angels afdeling kaldet Nomads – indtil for ganske nylig endda.

I rockerklubben har han været en del af den berygtede støttegruppe AK81 nu ad to omgange.

Kender du til episoden eller så du den? Skriv anonymt til B.T. her.

Selv skriver manden i et opslag på et socialt medie, at han er færdig med den gruppering og hylder i stedet Urbanplanen (et socialt boligbyggeri på Amager, red.). 

I en video, som B.T. er i besiddelse af, kan man se, at den tidligere rocker ligger hjælpeløs på jorden med blodet løbende fra flere sår i hovedet. 

Han forsøger at rejse sig, men benene ekser, og han vælter ind i en stolpe i forsøget.

Mens flere prøvede at stoppe afstraffelsen kan man høre i videoen, at en mand stod og råbte på en blanding af polsk og dansk »Fortsæt, fortsæt kurwa.«

Man kan høre en mand råbe, at angrebet skal fortsætte på en blanding af polsk og dansk – ifølge B.T.s oplysninger har manden været en del af tæskeholdet.
Man kan høre en mand råbe, at angrebet skal fortsætte på en blanding af polsk og dansk – ifølge B.T.s oplysninger har manden været en del af tæskeholdet. Foto: Privat

I baggrunden kan man se et højtstående medlem fra Hells Angels Amagerafdeling Nomads kigge på.

Københavns Politi bekræftede lørdag, at der var et overfald på Christiania fredag.

En person blev anholdt i forbindelse med den indledende efterforskning på stedet. Men han blev senere løsladt.

Ifølge politiet blev offeret tilset i en ambulance ude foran Christiania.

»Han fik et plaster på. Han ville ikke køres til skadestuen og forlod selv redningsfolkene for at sætte kurs mod Christiania igen,« fortalte Henrik Svejstrup, der er vagtchef ved Københavns Politi, lørdag.

De seneste måneder har der været en del overfald og slåskampe på Christiania.

19. juli blev en mand tæsket tæt på Pusher Street.

Dagen efter, 20. juli, blev en mand stukket i låret med kniv i området.

De to ofre er ifølge B.T.s oplysninger en del af miljøet omkring handlen med hash i Pusher Streets boder.

Ifølge de foreløbige oplysninger kan de to episoder kædes sammen. For knivstikkeriet var formentlig hævn for onsdagens episode, fortæller flere af hinanden uafhængige kilder til B.T.

Om de to overfald i sidste uge hænger sammen med denne uges, vides ikke. 

Her har særligt den tidligere rockerklub Satudarah – nu kaldet Comanches, stået bag flere magtdemonstrationer og et voldeligt overfald på en mand, der arbejdede i en hashbod for Hells Angels. 

I den sag sidder 20 rockere fra Comanches nu varetægtsfængslet.

B.T. har forsøgt at række ud til offeret fra fredagens overfald, men han er ikke vendt tilbage.

Hør her, hvordan danske bandefolk angiveligt blev hyret til at begå lejemord i Portugal her, eller hvor du normalt lytter til podcast: