Det kan se voldsomt og unødvendigt ud, når man betragter det udefra, men når man står midt i det, er virkeligheden en hel anden.
Sådan lyder fra tidligere narkobetjent ved Københavns Politi, René Dahl Andersen, om to anholdelser, der har fået danskerne til at spærre øjnene op den seneste uge.
Senest har en video af en anholdelse, som Politiken bragte lørdag, vakt opsigt. Man ved fortsat ikke, hvad der gik forud for hændelsen, ligesom det ikke vides, hvad der lå til grund for anholdelsen.
»Jeg fucking kvæler dig, hvis du ikke får de hænder om på ryggen,« siger en af betjentene til den anholdte i videoen.
Og ifølge René Dahl Andersen står det ikke på side et i politiets drejebog, men:
»Politifolk er også bare mennesker. De skal holde hovedet koldt, men når man står i en situation, hvor en anholdt gør voldsom modstand, kan hård retorik forkomme. En ting er at sige: 'Jeg kvæler dig', men han mener det jo ikke,« fortæller den tidligere narkobetjent.
En anden sag, der har fyldt i medierne i ugens løb, er anholdelsen af Adam Dyrvig Tatt. Videoen af ham har skabt røre blandt andet på grund af mængden af peberspray, der blev sprøjtet i hans øjne.
Men også her ser René Dahl Andersen anderledes på situationen.
»Den anholdte gør jo passiv modstand, og her er peberspray faktisk mere skånsomt end alternativet, som er at slå ham med en politistav, for at få ham til at tage hænderne om på ryggen, så han kan blive iført håndjern,« siger han.
Og den tidligere betjents erfaring siger, at man altid forsøger at holde en anholdelse så fredelig som muligt.
Men for at det kan ske, skal man have anholdtes hænder bag på ryggen, så vedkommende kan iføres håndjern.
»Man forsøger jo med en stille og rolig dialog. Men når man anholder en, skal man have vedkommende med på politistationen, og hvis de nægter, kan man blive nødt til at tage nogle andre magtmidler i brug,« siger han og understreger, at de omtalte situationer aldrig ville opstå, hvis de anholdte gjorde, som politiet sagde.
René Dahl Andersen har i sin tid som operativ narkobetjent fortaget over 1000 anholdelser. Og han fortæller, at situationer som disse er voldsomme for politifolk.
»Man bliver frustreret. Man skal jo gennemføre anholdelsen så skånsomt som muligt, men man kan jo se på videoerne, at de er fire betjente og kun én anholdt, og alligevel kan de ikke få ham i håndjern,« fortæller han.