»I skal stoppe. Jeg er i gang med at hente mine børn. Hvad fanden sker der?«

Mandens ansigt er fortrukket i smerte. Han er desperat. Han ligger på maven på et fortov på Christianshavn. Fire betjente ligger ovenpå ham.

En af betjentene sprøjter peberspray i hans øjne fra kort afstand. Så meget at der danner sig en mindre pyt på flisen.

»Stop. Jeg kan ikke trække vejret,« råber han.

43-årige Adam Dyrvig Tatt vil formentlig aldrig glemme onsdag eftermiddag, som ellers i lange stræk har lignet alle mulige andre onsdag eftermiddage.

Den 43-årige chefredaktør på Danwatch har således været på vej på cykel fra sit arbejde via Torvehallerne for at hente sine to børn på SFO'en ved Christianshavn Skole i København. Med sig har han to makreller med hjem til aftensmad.

Kort før, han når frem, bliver han blev passet op af en betjent, som vil give ham en bøde for at have benyttet sin telefon.

43-årige Adam Dyrvig Tatt er chefredaktør hos Danwatch.
43-årige Adam Dyrvig Tatt er chefredaktør hos Danwatch. Foto: Danwatch
Vis mere

Ifølge Adam Dyrvig Tatt har han holdt telefonen i hånden, da han tager sin hånd op for at afslutte et arbejdsopkald med to prik med fingeren på sit headset i højre øre.

Adam Dyrvig Tatt mener i situationen ikke, at han har begået noget ulovligt, og han forsøger at forklare betjenten, hvordan han har ageret – og i den ombæring også at spørge betjenten om, hvad der i givet fald i den forbindelse er ulovligt.

»Min oplevelse er, at da jeg spørger ham, så reagerer han med at tænke, at 'nu skal du fucking bare lukke røven',« siger Adam Dyrvig Tatt til B.T. lørdag morgen. Sagen blev først omtalt af Politiken.

»Alle kan genkende følelsen, når man får en p-bøde, og man ved, at man er skyldig. Så vil man bare betale og hurtigt videre. Men her synes jeg, det er uretfærdigt, så da jeg spørger en tredje gang, hvad det er, jeg ikke må, så får jeg at vide, at hvis jeg ikke oplyser navn og fødselsdato, så bliver jeg anholdt,« siger Adam Dyrvig Tatt.

Han forklarer, at han siger til politibetjenten, at han er en familiefar på vej til SFO'en, så hvorfor truer du mig med anholdelse.

Hertil svarer betjenten ifølge Adam Dyrvig Tatt, at klokken er 16:02, og du er anholdt.

Herefter beder Adam Dyrvig Tatt om at få lov til at ringe til sin kone for at arrangere, at hun i stedet henter de to børn på institutionen længere nede ad vejen.

»Han står helt oppe i nakken på mig, og jeg siger, er det ok, at jeg lige går et par skridt væk,« fortæller Adam Dyrvig Tatt.

»I det øjeblik jeg spørger, vrider han armen om på mig og siger, 'du skal ikke stikke af',« tilføjer han.

Flere betjente ankommer til situationen, og Adam Dyrvig Tatt bliver sendt i jorden, hvor han ligger på maven med i alt fire betjente ovenpå eller omkring sig.

Her begynder en forbipasserende at optage video af situationen på sin telefon.

På videoen, som du kan se herover øverst på siden, kan man se en af betjentene sprøjte peberspray i ansigtet på Adam Dyrvig Tatt.

»Jeg var så bange og rasende. Jeg har den oplevelse, at jeg vitterligt ikke ved, hvad der skal ske med mig. Jeg bliver sparket i nyrerne, og de tømmer en peberspray ind i ansigtet på mig,« siger Adam Dyrvig Tatt.

»Jeg kunne seriøst ikke trække vejret. Jeg havde oplevelsen af panik,« tilføjer han.

Adam Dyrvig Tatt bliver taget med på politistationen, hvor han hævder, at den ydmygende behandling fra politiets side fortsætter.

»Der går en time, inden jeg kan se noget som helst. Jeg sidder i en patruljevogn med snot alle steder i fjæset i mit eget nabolag, og jeg beder om at få det tørret væk. Det vil de ikke,« siger Adam Dyrvig Tatt.

På stationen kan han stadig intet se. Men han bliver beordret til at smide tøjet, fortæller han.

Også underbukserne så politifolkene kan undersøge hans endetarm og hans penis.

Efter to timer i detentionen og en afsluttet afhøring bliver han sigtet for fire forhold i forbindelse med situationen.

De fire sigtelser, som Adam Dyrvig Tatt nu står over for, er, at have betjent sin telefon under kørsel på cykel, at have nægtet at oplyse navn og fødselsdato, at have tilsvinet en betjent samt at have modsat sig anholdelse, oplyser Adam Dyrvig Tatt.

I første omgang har Adam Dyrvig Tatt imidlertid klaget over politiets håndtering af situationen til Den Uafhængige Politimyndighed.

»Det jeg vurderer efter at have set videoen, det er, at politiet foretager en alt for voldsom anholdelse, når man tager den mulige forbrydelse i betragtning,« siger Adam Dyrvig Tatts forsvarsadvokat Mads Kruse til B.T.

»Der er i hvert fald i første omgang tale om en færdselsforseelse, hvor en mand måske eller måske ikke taler i telefon, mens han cykler«.

»I min optik ser det virkelig uproportionalt ud det, der sker efterfølgende på videoen,« siger Mads Kruse, som har fået samtykke fra Mads Dyrvig Tatt til at tale med B.T og andre medier om sagen.

»Anvendelsen af peberspray er helt uforståelig, synes jeg,« forklarer Mads Kruse.

»Uanset hvad der er gået forud for videoen, så skal politiet være i stand til at tale en situation ned og navnlig ikke eskalere den. Hvis der har været en situation; det ved jeg ikke. Det er det, vi gerne vil have belyst,« siger forsvarsadvokaten desuden.

Adam Dyrvig Tatt forklarer selv, at han i de efterfølgende dage har oplevet at være i 'granatchok'.

Han har rystet i kroppen og har mistet tilliden til, at politiet kan forvalte det ansvar, som man har givet dem, til at beskytte borgerne og opretholde lov og orden.

»Jeg er pissebange nu. Nu ved jeg, at det er pissefarligt at blive stoppet af dem. Så ved jeg, at jeg bare må bøje nakken og acceptere tingene, fordi jeg er bange for risikoen for et voldeligt fysisk overfald,« siger Adam Dyrvig Tatt.

Han har endnu ikke fortalt sine børn om episoden.

»De har deres barnetro på, at politiet fanger banditter, der er farlige, og det ville være svært for mig at forklare om dette,« siger han.

»Jeg har selvfølgelig overvejet, at de kommer til at se det på et tidspunkt nu, hvor jeg taler om det, og der er video, og så har jeg valgt selv at sætte ord på det,« siger Adam Dyrvig Tatt.

Han kalder det et kæmpe samfundsproblem.

»Nu har jeg måske gode muligheder for at nå ud med min historie, men det er ikke sikkert, at Muhammed eller Brian, der bliver stoppet med et gram tjald eller noget på sig og får tilsvarende behandling, kan gøre det,« siger Adam Dyrvig Tatt.

Det er Mads Kruses forventning, at der nu vil blive indledt en sag hos DUP, hvor han og Adam Dyrvig Tatt bliver indkaldt til afhøring.

»I første omgang vil vi gerne have belyst, hvad det er, der er foregået. Og er det i orden? Det mener vi ikke, at det er. Hvad der herefter skal komme af reaktioner, det må være op til DUP,« siger Mads Kruse.

»Hvis de mener, at der er begået noget strafbart, så kan det i værste fald føre til en tiltale for vold. Men det sker kun, hvis DUP indstiller til statsadvokaten, at der skal ske tiltalerejsning. Det må vi afvente,« forklarer advokaten.

Over for Politiken oplyser Københavns Politi, at den øjeblikkelige, skærpede politiindsats i visitationszoner omkring blandt andet Christiania ikke medfører ekstra beføjelser i forhold til magtanvendelse.

Men i og med, at man har sendt sagen til vurdering hos DUP, vil man ikke kommentere på Adam Dyrvig Tatts sag.