Rigspolitiet har indført et nyt koncept til komplicerede drabssager, men i stedet bør man lade Rejseholdet genopstå, mener tidligere ledere af den særlige enhed.

Politiets Rejsehold havde en viden og en erfaring, der formentlig ville gavne politiet i de fleste drabssager i dag, og derfor vil det også være oplagt at lade den særlige enhed genopstå.

Det mener Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere PET-chef og leder af Rejseholdet.

»Rejseholdet beskæftigede sig med op mod 20 drab om året, og når man udelukkende beskæftiger sig med drab, så opbygger man en fantastisk viden og indsigt, som de forskellige politikredse måske aldrig nogensinde vil kunne opnå i forbindelse med drabssager,« fortæller Hans Jørgen Bonnichsen, der var en del af Rejseholdet i 20 år.

Reaktionen kommer, efter Jyllands-Posten torsdag kunne fortælle, at der siden 2009 er 88 uopklarede drabssager i Danmark. Det har fået Rigspolitiet til at indføre et nyt koncept med specialister, der skal hjælpe den enkelte politikreds med drabsefterforskning.

Konceptet, der kaldes 'peer review', er endnu ved at blive evalueret, og derfor kan politiinspektør i Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), Mikael Wern, heller ikke gå i detaljer om den egentlige organisering over for Jyllands-Posten, ligesom han heller ikke vil oplyse, om der er tale om en egentlig enhed, som Rejseholdet var.

Men står det til Hans Jørgen Bonnichsen, så bør der ikke være nogen tvivl.

»Det var en skam, at man nedlagde det i sin tid, og stort set alt drabsefterforskning i dag er jo baseret på de erfaringer, som man gjorde sig i Rejseholdet,« siger Hans Jørgen Bonnichsen, der bakkes op af Kurt Kragh, som ligeledes har været en del af Rejseholdet.

»Når det drejer sig om personfarlig kriminalitet og i det her tilfælde drab, så er det en klar forudsætning, at man bor i nærheden af gerningsstedet under hele efterforskningen. Det er her, man træffer vidner, familie og venner til offeret. Hvis du dagligt skal bruge tid på transport fra tjenestestedet og ud til nærområdet ved gerningsstedet, så kommer det ikke til at fungere, og det var Rejseholdets styrke, at vi var i området, indtil sagen var opklaret.«

Fra politisk side er der også opbakning til, at man har et fokus på politiets drabsefterforskninger. Trine Bramsen (S) mener, at man bør styrke området, mens Peter Skaarup (DF) over for Jyllands-Posten kræver »det gode gamle rejsehold tilbage«.

Nyt koncept på uopklarede drabssager

Blandt de 88 uopklarede drabssager siden 2009 finder man blandt andet drabet på den 18-årige Emilie Meng fra Korsør, der forsvandt sporløst en sommermorgen i 2016. Et halvt år senere blev teenagepigen fundet dræbt i en sø i Regnemarks Bakke ved Borup på Sjælland.

Og netop sagen om Emilie Meng er én af dem, som Rigspolitiet har anvendt den nye 'peer review'-metode på. Her blev der tilbage i september måned samlet en gruppe specialister, der skulle gennemgå det omfattende materiale, der var i sagen.

Emilie Meng
Emilie Meng privat

Det vides endnu ikke, om specialisternes efterforskning af sagen har kastet noget af sig, men netop drabet på Emilie Meng ville også været en drabssag, som Rejseholdet ifølge Kurt Kragh formentlig ville have overtaget.

'Peer review'-metoden er også blevet anvendt i det fortsat uopklaret drab på den 31-årige gravide Louise Borglit, der var i syvende måned, da hun blev stukket ihjel med adskillige knivstik i Elverparken i Herlev.

Her rykkede politiet blandt andet ud med otte af politiets bedste hunde samt Forsvarets Advanced Search Team.

Efterfølgende kunne politikommissær Ole Nielsen fortælle til B.T., at man havde fundet en del spor som følge af den nye gennemgang, heriblandt en kniv, som man fortsat er ved at få undersøgt.

32-årige Louise Borglit blev dræbt med adskillige knivstik i Elverparken i Herlev.
32-årige Louise Borglit blev dræbt med adskillige knivstik i Elverparken i Herlev. Privatfoto/Facebook

Også drabet på den 41-årige Heidi Abildskov, der blev fundet dræbt med talrige knivstik i en have i Virum i 2012, er blandt de 88 uopklarede mordsager de seneste 10 år, og i februar 2018 meddelte Nordsjællands Politi, at man nu ville genoptage efterforskningen i sagen.

I den forbindelse efterlyste man blandt andet en række genstande, som man mente var blevet anvendt til det brutale drab på Heidi, ligesom man efterlyste personer af asiatisk afstamning, som færdedes i narkomiljøet i København.

Om politiet i den forbindelse også gjorde brug af den nye 'peer review'-metode vides imidlertid ikke.

Øresundsskolen på Østerbro, hvor den dræbte Heidi Abildskov havde sin daglige gang som lærerinde.
Øresundsskolen på Østerbro, hvor den dræbte Heidi Abildskov havde sin daglige gang som lærerinde. Jeppe Bjørn Vejlø