Rigspolitiet arbejder på et nyt koncept, hvor specialister skal hjælpe politikredsene med de mest udfordrende sager.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Specialisterne skal kunne rykke ud til selve kredsen, siger politiinspektør ved Rigspolitiets nationale efterforskningscenter (NEC) Mikael Wern, som forklarer, at der vil være tale om "teledataanalytikere, open source-specialister eller andre eksperter".

Fra politisk hold er der et ønske om at styrke politiets drabsefterforskning.

Med 88 uopklarede drab i Danmark de seneste ti år mener flere, at det er tid til at tænke i nye baner, hvis de mest komplekse mordgåder skal løses.

Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti vil have en plan fra Rigspolitiet om drabsområdets fremtid.

- Opklaringsarbejdet har ikke været godt nok i visse sager, siger formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup (DF) til Jyllands-Posten.

Han vil derfor tage idéen om "et nyt rejsehold" med, når en ny økonomisk ramme for politiet skal fastlægges til efteråret.

I de to drabssager om Emilie Meng fra Korsør og Louise Borglit fra Herlev afprøvede politiet det såkaldte peer review-projekt, hvor specialister blev tilført politikredsene.

Det er det arbejde, som nu bliver evalueret, og som skal blive til et mere fast koncept.

Efter politireformen i 2007, hvor 54 politikredse blev til 12, har kredsene selv skullet stå for selv de mest komplicerede drabssager.

Tidligere drabschef i det nu nedlagte rejsehold og politiinspektør hos blandt andet Københavns Vestegns Politi og Nordsjællands Politi Bent Isager-Nielsen var fortaler for reformen.

I dag mener han, at reformen "ikke ramte skiven", hvad angår de mest komplicerede drabssager.

- Jeg tror, vi skal have en landsdækkende enhed, som hele tiden kan holde sig skarp på de allermest komplicerede aspekter af drabsefterforskning, siger han til Jyllands-Posten.

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, siger, at han gerne ser "stærke centrale enheder" i politiet, så længe man samtidig kommer tættere på borgerne i hverdagen.

/ritzau/