Cirkus Arena bør tage ansvaret for, at den 24-årige cirkusartist Tetiana Korenieva styrtede ned for øjnene af publikum og brækkede nakken.

Det mener artistens danske advokat, Søren Kroer, der nu vil rejse en erstatningssag mod cirkusset.

»Vi har anmeldt sagen som en arbejdsskade til Arbejdsmarkedet Erhvervssikring. Vi har rejst krav om, at Cirkus Arena påtager sig ansvaret for hendes ulykke,« siger Søren Kroer til B.T.

Han oplyser, at han har været i dialog med Cirkus Arena, og at de via en advokat har afvist at være erstatningsansvarlige.

Derfor vil advokaten nu søge Civilstyrelsen om fri proces til at hive Cirkus Arena i retten.

Tetiana Korenieva styrtede ned under en optræden i Hornbæk 1. august. Først oplyste Cirkus Arena, at hun havde brækket armen, men siden viste det sig, at hun havde fire brud i nakken og ryggen.

»Min cirkuskarriere er forbi. Jeg skal aldrig mere optræde. Nu håber jeg bare på, at jeg kan få et liv med en nogenlunde velfungerende krop,« sagde Tetiana Korenieva, da B.T. mødte hende på Slagelse Sygehus i august.

Tetiana og hendes trup er ansat i en cirkusvirksomhed kaldet Bingo Circus Theatre, som Arena har hyret til at bidrage med to numre. Ifølge hendes kontrakt får hun kun løn, de dage hun optræder, og derfor stoppede hendes løn efter ulykken.

Redningspersonale yder førstehjælp til Tetiana Korenieva i Cirkus Arenas manege. Vis mere

Cirkus Arena hævder, at det er Bingo Cirkus Theater, der er ansvarlige for sikkerheden, men det er Søren Kroer uenig i.

»Jeg mener, at Cirkus Arena har det overordnede ansvar for sikkerheden. Jeg er godt klar over, at Tetiana er hyret ind via en underentreprenør, men når man tjener penge på at underholde tusindvis af danskere, kan man ikke fralægge sig ansvaret for sikkerheden,« siger Søren Kroer.

Et knækket kabel var årsagen til, at Tetiana styrtede mod manegen. Cirkus Arena har tidligere fortalt B.T., at kablet knækkede på grund af slitage, og at det er artisterne selv, der står for håndtering og vedligeholdelsen af deres udstyr.

Søren Kroner hævder imidlertid, at kablet også blev brugt af Cirkus Arena til andre formål end Tetianas akrobatnummer. En video fra Facebook viser angiveligt, at Cirkus Arena har givet børn mulighed for at få en gyngetur i kablet.

Tetiana Korenievahar arbejdet med cirkusakrobatik, siden hun var 10 år. De sidste år har hun udført luftakrobatik i cirkus forskellige steder i Europa. Vis mere

»Cirkus Arena har lejet kablet ud til børn, der mod betaling kunne få en gyngetur. Når de på den måde har tjent penge på kablet, kan de ikke samtidig fralægge sig ansvaret for sikkerheden,« siger han.

Tetiana gennemgik omfattende operationer efter ulykken. Da B.T. mødte hende, var hun ikke i stand til at dreje hovedet og måtte indtage føde gennem et sugerør.

Efter at være blevet udskrevet fra Slagelse Sygehus er Tetiana Korenieva blevet flyttet til Hamburg, hvor hun bor sammen med sin tyske kæreste, Sebastian Hofmann. Hun har stadig store smerter, og hendes genoptræningsforløb ventes at strække sig over de næste 11 måneder. Der er en mulighed for, at hun skal gennemgå yderligere operationer med den risiko, at hun ikke vil være i stand til at dreje hovedet.

Det er ikke lykkedes B.T. at få en kommentar fra Cirkus Arena.