Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at ejeren af kollegieværelset også filmede hændelsen. Det er ikke korrekt. Han filmede en af de tiltalte og har således ikke filmet den påstået voldtægt.

»Det var så voldsomt, at hun måtte kunne huske, hvad der var sket.«

Sådan forklarede ejeren af det kollegieværelse, hvor tre unge mænd i alderen 18 til 19 år angiveligt skulle have voldtaget en jævnaldrende pige.

Sagen mod de tre unge gymnasieelever, som vi kalder A, B og C, fortsatte tirsdag ved Retten i Lyngby. Her er de tiltalt for for at have voldtaget og tiltvunget sig andet seksuelt forhold med en jævnaldrende pige, der var så fuld, at hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen.

De nægter sig skyldige i voldtægt.

Ved dagens retsmøde var en af de tre unge mænds ven gennem mere end 15 år indkaldt som vidne. Han boede på det kollegieværelse, hvor voldtægten tilsyneladende skete 28. marts i år i Nordsjælland.

»Han (tiltalte B, red.) filmede, mens han rørte ved hende. I starten troede jeg, at hun selv var med på den, fordi jeg nok var for fuld til at forstå, hvad der skete,« forklarede den unge mand, der samtidig måtte erkende, at han ikke greb ind.

Dele af den påståede voldtægt blev filmet og delt i en hemmelig Snapchat-gruppe, som vidnet og de tre tiltalte har med en håndfuld andre kammerater. Videoerne er blevet vist i retten for lukkede døre.

»Det gik løbende op for mig, at det ikke var frivilligt. Hun havde heller ikke sagt ja til, at der blev optaget en video. Ingen af delene havde hun sagt ja til,« forklarede den unge mand.

I de unge mænds Snapchat-gruppe, hvor den påståede voldtægt blev delt, gjorde flere af de tiltaltes venner opmærksom på, at det så ud til at være en voldtægt.

Her blev det også bemærket, at kvinden var så »væk«, at hun formentlig ikke kunne huske, hvad der var sket.

Vidnet afgav forklaring for retten, mens de tre unge skjorteklædte mænd sad i hjørnet af retslokalet. Vidnet havde ellers bedt om, at de tiltalte ikke var til stede, men gik med til, at de fik lov til at sidde i hjørnet, så han ikke kunne se dem.

Veninder: Hun sagde nej til at tage med hjem

Det formodede offers to veninder, som også var til stede, afgav ligeledes forklaring i retten tirsdag. Begge understregede dog, at de var så fulde, at de stort set intet huskede fra den aften.

Begge kunne dog erindre, at de forgæves forsøgte at få deres veninde med hjem fra kollegieværelset. Den unge kvinde ville blive og sove.

Dagen efter kunne den unge mand, der boede på kollegieværelset, så fortælle dem, hvad der var sket. Det fik den ene af pigerne til at spørge, om der var optaget videoer af det.

»Jeg har set nogle videoer før, hvor nogle drenge fra området har filmet de piger, som de er sammen med,« forklarede den ene af veninderne tirsdag.

Da de to veninder senere modtog videoerne, tog de kontakt til den tredje veninde – det formodede offer.

»Vi fortæller hende, at vi har fået nogle videoer, og at vi ved, at der er sket nogle ting, og at hun skal melde det til politiet. Hun havde ikke lyst til at se videoerne, og hun kunne ikke selv huske det,« forklarede den ene af veninderne.

De tre unge mænd, der alle er beskyttet af navneforbud, nægter sig skyldig i voldtægt, mens der er delvise erkendelser i de resterende forhold, der går på optagelse af video, videredeling af videoer samt at have gemt dem på en telefon.