'I voldtager hende. Hun er helt boost jo.'

En samtale i en privat Snapchat-gruppe kan gå hen og blive afgørende i en sag, der mandag begyndte ved Retten i Lyngby.

Her er tre unge mænd på henholdsvis 18, 18 og 19 år tiltalt for at have voldtaget og tiltvunget sig andet seksuelt forhold med en jævnaldrende pige, der var ude af stand til at modsætte sig handlingen, på et kollegieværelse i Nordsjælland 28. marts i år.

Det hele skulle være foregået mellem klokken 02 og 05 om natten og alt imens, at en af de tre tiltalte også krænkede pigens blufærdighed ved at optage tre videoer af episoden og dele i en mindre Snapchat-gruppe, som de tre tiltalte er medlemmer af sammen med fem af deres kammerater.

De tre unge mænd, som vi kalder A, B og C, nægter sig skyldige i voldtægt. Tiltalte A og C erkender at have haft sex med den unge pige, men det var frivilligt, hævder de, mens den tiltalte B erkender at have været seksuelt sammen med pigen, uden at der var tale om samleje.

Ved dagens retsmøde forklarede de alle tre, at der var blevet drukket tæt den pågældende aften. De var i alt syv på kollegieværelset, og store dele af aftenen gik blandt andet med forskellige »drukspil«, forklarede de tre unge mænd.

Da to af pigens veninder på et tidspunkt forlod kollegieværelset for at blive kørt hjem af tiltalte C, udviklede det sig seksuelt mellem tiltalte A og det formodede offer. De tog tøjet af hinanden, forklarede han, inden de sammen lagde sig i sengen på kollegieværelset.

»Hun var 100 procent med på det,« forklarede den unge mand, der går i gymnasiet.

Tiltalte B stødte efterfølgende til, hvor han befølte pigen, men uden at de to havde samleje, forklarede han.

»Hun var med på den, og hun var ved bevidsthed. Hun sagde ikke stop. Havde hun sagt stop, så var vi stoppet,« forklarede tiltalte B, der erkender, at han optog flere film af episoderne og efterfølgende delte dem i Snapchat-gruppen.

»I voldtager hende«

Og netop Snapchat-gruppen gik mandag hen og blev et centralt element i sagen. Senioranklager Bente Schnack brugte store dele af sine afhøringer af de tre tiltalte på at referere til korrespondancen i Snapchat-gruppen.

'I voldtager hende. Hun er helt boost jo,' skrev et af medlemmerne blandt andet, da videoerne var blevet delt, mens en anden tilføjede:

'Det er direkte voldtægt.'

De tre drenge hævdede imidlertid, at man ikke skulle lægge meget i ordvalget. De andre af gruppens medlemmer med undtagelse af en var ikke til stede, så de vidste slet ikke, hvad der var foregået, lød det.

Det havde heller ikke noget på sig, da de i selv samme gruppe dagen efter skrev, at videoerne skulle slettes med det samme, og at blandt andre tiltalte A håbede, at pigen ikke kunne huske, hvad der var sket.

Alligevel valgte han at skrive en besked til pigen dagen efter, hvor han undskyldte.

'Jeg vil undskylde, hvis du opfattede det som et angreb. Det var selvfølgelig ikke i orden,' lød det i beskeden fra den 18-årige gymnasieelev til pigen.

»Det var akavet«

Ifølge anklagemyndigheden skulle pigen have været udsat for endnu en voldtægt i de tidlige morgentimer. Her var det tiltalte C, der angiveligt voldtog pigen i hans eget hjem.

Tiltalte C afviser dog, at det er tilfældet, og forklarede ved dagens retsmøde, at han ville køre hende hjem, men da hun ikke havde sine nøgler med, tilbød han hende at sove hos ham.

»Jeg spurgte, om hun ville sove i gæsteværelset, men vi endte i min seng. Og så havde vi sex,« forklarede han mandag og tilføjede:

»Det var akavet, da vi vågnede næste morgen. Hun vidste godt, hvad der var foregået om natten, men vi gik ikke i detaljer.«

Pigen har afgivet forklaring bag lukkede døre.

Der er afsat fire dage til sagen, og der ventes at falde dom i midten af juli.