Lyt til artiklen

Når den 36-årige mand, der er sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn, i dag bliver varetægtsfængslet i yderligere fire uger, har han en ny advokat ved sin side.

Og det er ikke hvem som helst, der nu skal hjælpe den drabssigtede med sit forsvar.

Den kendte forsvarsadvokat Mette Grith Stage har sagt ja til jobbet.

Faktisk blev hun allerede kontaktet før påske af manden gennem politiet. Hun fortæller, at hun skulle bruge et par dage til at tænke over tilbuddet fra den fængslede.

»Det var ikke, fordi jeg var ved at sige nej til sagen, men jeg gjorde mig nogle overvejelser, da jeg blev spurgt. Og der gik også et par dage, inden jeg sagde ja,« siger Mette Grith Stage.

Den drabssigtede mand blev anholdt 9. februar. Han er sigtet for drabet på den 22-årige sygeplejerskestuderende Mia Skadhauge Stevn, der mistede livet efter en bytur i Jomfru Ane Gade.

Drabet er ifølge sigtelsen sket på ukendt vis og på ukendt sted i Nordjylland i tidsrummet 6. februar klokken 6.09 til 9. februar klokken 11.20.

Du fortæller, at du skulle bruge et par dage til at tænke over jobbet, hvorfor har du alligevel valgt at sige ja?

»Det er, fordi jeg til dels har meget at se til i forvejen, men også fordi jeg ved, at det er en sag, hvor der kommer meget negativ opmærksomhed omkring det. Det er en sag, der er frygtelig, frygtelig tragisk. Uanset om min klient er skyldig eller uskyldig, så er der en ung pige, der er død.«

»Der er mange mennesker, som bliver chokeret over en så uhyggelig sag, og derfor også stødt over, at nogen vil forsvare den sigtede. De forbinder meget ofte forsvarsadvokaten med klienten og dermed også med forbrydelsen. Derfor kommer der meget ofte mange negative reaktioner over for en forsvarsadvokat i sådan en sag,« siger den kendte advokat.

Den drabssigtede har valgt at blive frivilligt i varetægtsfængsling, oplyste Nordjyllands Politi allerede onsdag.

Mette Grith Stage fortæller, at hun fik jobbet 20. april og allerede har besøgt ham i fængslet. Men hun kender ikke årsagen til skiftet.

»Nej, det ved jeg ikke. Men jeg kan forestille mig, at det er, fordi han tænker, at det vil være godt for hans sag at have mig som advokat, det må man næsten forestille sig. Men jeg kender ikke årsagen,« lyder det.

Nægter din klient sig fortsat skyldig i sigtelsen?

»Jeg udtaler mig ikke om retssager, der kører for lukkede døre. Men jeg kan henvise til, hvad han sagde i grundlovsforhøret,« siger hun.

Den 36-årige nægtede sig skyldig i grundlovsforhøret i februar, hvor han blev varetægtsfængslet.

Mette Grith Stage har tidligere været forsvarer i utallige retssager. Nogle af dem tæller sager som Kundby-sagen, hvor en pige blev dømt for terrorplanlægning, og som forsvarer for Nanna, der blev kendt for at sige til en demonstration mod covid-19 restriktionerne: »Smadre København på en ikkevoldelig måde«.

Nordjyllands Politi har ikke nogen nye oplysninger i sagen, der fortsat bliver efterforsket.

B.T. har tidligere beskrevet, at den anden 36-årige mand, der sidder varetægtsfængslet, i 2010 blev dømt for at have klippet bremsekablerne over på sin ekskærestes bil og blufærdighedskrænkelse mod en ung kvinde, da han efterlod sæd på hendes rude.