Det lækre lørdagsvejr har fået mange danskere til at strømme til vandet.

Imidlertid er varmen også steget flere badegæster til hovedet.

Blandt andet Sydjyllands Politi oplever hvert år trafikale problemer ved badesøer og strande på grund af bilister, der ikke følger parkeringsskiltningen.

Lørdag var ingen undtagelse. 

Her var den gal ved Nysø, som er en velbesøgt grusgravsø i Varde Søndre Plantage. 

En række biler holdt ulovligt parkeret og blokerede adgangsvejen til søen.

»Det er skidt. Redningskøretøjer skal kunne nå frem til bødesøen, hvis der sker en drukneulykke,« siger Erik Lindholdt, vagtchef ved Sydjyllands Politi, til B.T.

Politiet måtte derfor ødelægge lidt af den gode stemning.

I alt udskrev politiet seks parkeringsafgifter og en enkelt parkeringsbøde.

Parkeringsbøden tilfaldt en utilfreds bilejer, der først havde fået en parkeringsafgift, men på grund af sit brokkeri fik den sløjfet og erstattet med en bøde.

Sådan en er tre gange så dyr som en parkeringsafgift. 1.500 kroner i alt, fortæller vagtchef Erik Lindholdt.

»Der er skiltning på stedet og derfor heller ingen undskyldning for ikke at bruge sin sunde fornuft,« siger han.

Erik Lindholdt forklarer, at Nysø ligger inde i en skov. Vejen derind er en smal grusvej, hvor det er kun er tilladt at parkere på den ene side.

»Vi anmoder om, at man følger parkeringsanvisningerne. Det gælder ved alle badesøer og strande. Desværre er det et generelt problem, vi oplever hver sommer ude ved badesøer og strande.«

Ifølge Erik Lindholdt er mange brandkøretøjer så store, at de ville kunne skubbe en bil væk, hvis den holder og blokerer adgangsvejen til badesøen.