En ulykke har ramt Nørreport Station i København tirsdag eftermiddag.

Det skriver Hovedstadens Beredskab på Twitter.

Her kan man læse, at en person skal være blevet 'kørt over af et S-tog'.

Derfor er Hovedstadens Beredskab, politi, læge og ambulance på stedet, lyder det videre.

Vagtchef hos Københavns Politi Henrik Brix fortæller til B.T., at der er tale om en ulykke.

»Vi fik anmeldelsen klokken 14.26. En person stod på perronen ved Spor 3. Og vedkommende blev ramt af den forreste vogn fra S-toget og faldt ned mellem skinner og tog,« forklarer vagtchefen.

Efterfølgende har man fået personen reddet op fra skinnerne igen.

»Vi har fået personen op. Og vedkommende er kørt på skadestuen i kritisk tilstand,« uddyber vagtchefen.

Han oplyser desuden, at man på nuværende tidspunkt ikke har yderligere oplysninger.

Grundet personpåkørslen blev togafgange stoppet, hvor arbejdet fandt sted. Men klokken 15.06 oplyser DSB, at der igen kører S-tog mellem København H og Østerport.

Man skal dog forvente længere rejsetid.

Københavns Politi oplyser tirsdag aften, at personen nu er uden for livsfare.