Ifølge politiet kan en kampagne, der opfordrer til at anmelde hadforbrydelser, være forklaring på stigningen.

Antallet af registrerede anmeldelser af hadforbrydelser er steget med knap 27 procent fra 2018 til 2019.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra politiet onsdag.

Ifølge rigspolitichef Thorkild Fogde er stigningen ikke nødvendigvis et udtryk for, at der faktisk er blevet begået 27 procent flere hadforbrydelser.

- Vi så en stigning i kølvandet på en kampagne fra sidste år, hvor vi opfordrede til at anmelde hadforbrydelser til politiet, siger han om politiets kampagne "Stop Hadet".

Men Thorkild Fogde understreger samtidig, at stigningen er bemærkelsesværdig, og at det derfor er noget, politiet tager meget alvorligt.

Han har før sagt, at det er et område med mørketal. Derfor håber han, at stigningen er et udtryk for, at mørketallet nu er for nedadgående.

En hadforbrydelse er typisk motiveret af et had til offerets race, religion eller seksuelle orientering.

Kigger man nærmere på de nye tal fra politiet, fremgår det, at stigningen primært skal findes i antallet af hadforbrydelser begået på grund af offerets race eller religion.

Antallet af hadforbrydelser begået på baggrund af seksuel orientering er stort set uændret fra året før.

Af de i alt 569 anmeldte hadforbrydelser fra 2019 var motivet racisme i lidt over halvdelen, mens der var 76 registrerede sager med baggrund i seksuel orientering.

Det bliver nemmere for politiet at se tendenser i anmeldelserne, når de modtager flere. Det fortæller Peter Steffensen, der er fungerede vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter.

- Vi kan se, at en stor del af de religiøst motiverede sager sker online, siger han i pressemeddelelsen.

Han fortæller endvidere, at voldelige hadforbrydelser er mest udbredt i sager med baggrund i seksuel orientering.

- Det er vigtig og brugbar viden, når vi skal efterforske, forklarer han.

Både terrorangrebet i Christchurch i New Zealand og årsdagen for Krystalnatten kan ifølge politiet have medvirket til stigningen.

På årsdagen for Krystalnatten blev en lang række jødiske gravpladser udsat for hærværk af højreekstreme i november 2019. For eksempel blev 84 gravsten i Randers overhældt med grøn maling, og netop den sag indgår i tiltalen mod to mænd fra det højreradikale miljø. Sagen mod dem indledes fredag.

Antallet af anmeldte hadforbrydelser er steget fra 449 sager i 2018 til 569 sager i 2019.

/ritzau/