Kvinder fra Peter Madsens fortid kan komme til at spille en afgørende rolle, når den drabssigtede opfinder torsdag i næste uge indfinder sig på anklagebænken i Københavns Byret.

Peter Madsens elskerinde gennem 14 år Deidre King er indkaldt som vidne i sagen, og den tidligere pornomodel Dorthe Damsgaard, havde onsdag besøg af politiet, efter hun i sidste uge i BT fortalte om, hvordan hun havde oplevet Peter Madsen optræde grænseoverskridende overfor hende.

Vidner kan stille Peter Madsen i et dårligt lys
Deidre King har fortalt om, hvordan hun har dyrket sex med Peter Madsen i ubåden, og at hun skulle have været ude at sejle med Peter Madsen dagen efter drabet på den svenske journalist Kim Wall. Dorthe Damsgaard har også berettet om, hvordan Peter Madsen flere gange inviterede hende ud at sejle.

Den erfarne forsvarsadvokat Mette Grith Stage fortæller, at grunden til, at anklagemyndigheden er interesseret i den type vidner er, at de kan bruges til at stille Peter Madsen i et dårligt lys.

»Anklageren vil forsøge at vise ham som en mand, der har en grænsesøgende og grænseoverskridende opførsel overfor kvinder,« siger Mette Grith Stage.

Skal vise, at drabet var planlagt
Hun forklarer også, at anklagemyndigheden kan bruge den type vidneudsagn til at forsøge at vise, at drabet var planlagt.

»Anklageren vil prøve at påvise, at det har fyldt meget for ham at få kvinder med ud at sejle i ubåden. Det er ikke noget, der pludselig er kommet til ham,« siger Mette Grith Stage.

Det er ifølge forsvarsadvokaten afgørende, at anklagemyndigheden kan påvise skærpende omstændigheder som eksempelvis, at drabet var planlagt, hvis Peter Madsen skal have en dom på livstid.