Søndag morgen modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om hærværk på et vaccinationscenter i Horsens.

»Det er sket i løbet af natten,« lyder det fra vagtchef i Sydøstjyllands Politi Hans Hoffenstez.

Anmeldelsen lød på en smadret rude, efter en sten var kastet ind ad vinduet.

»Vi fik meldingen ved 9-tiden,« siger Hans Hoffenstez.

Vaccinationscentret på Fuglevangsvej har i løbet af søndagen været lukket efter hærværket.

Det vil dog åbne igen mandag. Det oplyser Regionshospitalet Horsens, der driver centret, til JP Horsens.

Ifølge vagtchef Hans Hoffenstez var der ingen vidner til episoden.

»Der bliver efterforsket så meget, der nu kan efterforskes,« siger han.