Fra mandag tillader reglerne, at buschauffører kan slippe for mundbind eller visir, hvis de i stedet viser coronapas.

Men det kommer ikke til at ske på Arrivas busruter nogen steder i landet. Det oplyser selskabet søndag til B.T.

Med opbakning fra Folketingets Epidemiudvalg meldte Transportministeriet lørdag ud, at ansatte i den kollektive transportsektor ved fremvisning af coronapasset vil kunne slippe for de omdiskuterede mund-værnemidler.

I et af landets største selskaber inden for kollektiv trafik kommer det dog ikke til at ske.

»Alle chauffører starter mandag ud med mundbind og visir,« siger Thomas Fog-Petersen, som er Communication Manager i Arriva.

Udmeldingen fra Transportministeriet kom lørdag, men det er simpelthen ikke muligt at finde frem til en fælles holdbar løsning på tværs af landet på så kort tid.

»Der er mange parter inde over det her. Operatører, trafikselskaber, ministerier osv., så det er ikke noget, man lige finder ud af på to dage,« forklarer han.

Thomas Fog-Petersen fortæller, at der lige nu er en landsdækkende dialog mellem alle parterne omkring forskellige løsninger på, hvordan chaufførernes coronapas eventuelt kan tjekkes. Men det er ikke sikkert, at det nødvendigvis kan blive muligt for alle at få lov at smide mundbindet eller visiret.

»I Arriva har vi flere tusinde buschauffører, så vi har ikke kapacitet til at tjekke deres coronapas, hver gang de møder ind på en vagt,« siger han og uddyber:

»Man kan ikke bare slippe, fordi det er irriterende.«

Han understreger dog, at der selvfølgelig skal findes løsninger for de ansatte, som af helbredsmæssige årsager ikke kan bære mundbind eller visir.

Dermed er det altså på nuværende tidspunkt uvist, om selskabets buschauffører får noget ud af lørdagens udmelding fra Transportministeriet.

»Men vi melder ud, så snart der er en løsning på plads,« siger han.

Thomas Fog-Petersen oplyser i øvrigt, at buschaufførerne skal bære mundbind eller visir under hele kørslen. Det skal tages på fra det øjeblik, chaufføren sætter sig i sædet, og må ikke tages af mellem stoppestederne.

Arriva driver seks buslinjer i Aalborg samt en række servicebusser. Den største er linje 2.