De breve, som de seneste dage er landet i posten i flere Jyske Bank-filialer i Jylland, giver politiet grå hår i hovedet.

Det er nemlig fortsat et åbent spørgsmål, hvem afsenderen er og ikke mindst, hvilket motiv den pågældende har.

Dog står det klart, at pulverbrevene blev ledsaget af skriftlige trusler. Det skriver TV Syd.

»Det er meget svært at sige, hvad motivet er. Det skal vi selvfølgelig ind og granske. Men der følger trusselsbreve med, og det vil sige, at vi betragter det som en overtrædelse af Straffelovens § 266. Derfor er det også en meget alvorlig sag,« siger efterforskningsleder Hans Roost, fra Midt- og Vestjyllands Politi, til tv-stationen.

Der blev ikke taget nogen chancer, der beredskabet fjernede det mystiske pulver, som fredag dukkede op hos Jyske Bank i Kolding.
Der blev ikke taget nogen chancer, der beredskabet fjernede det mystiske pulver, som fredag dukkede op hos Jyske Bank i Kolding. Foto: Presse-Fotos.dk
Vis mere

Paragraf 266 handler om trusler på livet og kan give op til to års fængsel.

Torsdag og fredag modtog bankerne i Holstebro, Kjellerup, Kolding og Fredericia brevene med pulver. Yderligere to breve adresseret til Jyske Bank i Aalborg og Frederikshavn blev standset på postterminalen i Aalborg.

Så selvom det hvide pulver viste sig at være ufarligt, ser både politiet og bankens ledelse på sagen med stor alvor.

Hans Roost forklarer, at trusselsbreve med pulver skaber utryghed for de ansatte.

Flere mystiske breve er dukket op i posten hos Jyske Banks filialer. Fredag var det Kolding og Fredericia, det gik ud over.
Flere mystiske breve er dukket op i posten hos Jyske Banks filialer. Fredag var det Kolding og Fredericia, det gik ud over. Foto: Presse-Fotos.dk
Vis mere

Fredag var hoveddørene i alle bankens afdelinger aflåst, og kunderne måtte ringe på for at komme ind.

Politiet kan ikke udelukke, at der er flere breve på vej.