Midt- og Vestjyllands Politi er torsdag aften ved at undersøge sammenhængen mellem to breve med pulver i, der er sendt til Jyske Banks afdelinger i Holstebro og Kjellerup.

Samtidig er Statens Seruminstitut til stede med deres udrykningshold, skriver TV MidtVest.

I Holstebro modtog man brevet klokken 16 torsdag.

»Det er en ansat, der åbner det og kan konstatere, at der er et pulver i. Den ansatte er heldigvis ikke blevet dårlig siden fundet,« fortæller vagtchefen ved politiet.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Ifølge TV Midt Vest så var Jyske Bank forberedt på brevene med det ukendte pulver. De modtog nemlig et trusselsbrev i torsdag morgen.

»Vi har fået et brev i hovedsædet i Silkeborg i morges, hvor der bliver truet med aktioner mod banken af ikke nærmere defineret karakter,« siger Erik Qvirin Hansen, der er direktør for kommunikation og marketing i Jyske Bank til mediet.

Jyske Bank ønsker ikke at oplyse til TV Midtvest, om afsenderen havde skrevet et motiv i trusselsbrevet.

I Kjellerup nåede man ikke at åbne brevet, da der var mistanke om, at det også indeholdt pulver. Politiet ved ikke, hvad pulveret nærmere bestemt er.

Man mistænker, at det kan være samme gerningsmand, der står bag brevene, da både indhold og afsender ligner hinanden.

Nordjyllands politi fortæller til TV MidVest, at PostNord har fundet yderligere to breve med pulver i, der skulle være leveret to yderligere Jyske Bank filialer i Nordjylland. Den ene i Frederikshavn og den anden i Aalborg. Dermed er der sendt pulverbreve til mindst fire filialer i Jylland.

Når Statens Serum Institut har fået taget prøver af pulveret i både Kjellerup og Holstebro, skal prøverne ifølge politiet tilbage til seruminstituttet, hvor det skal analyseres i løbet af natten til fredag.

Opdatering: Midt og Vestjyllands Politi oplyser fredag morgen til B.T., at pulveret er blevet analyseret, og at der ikke er noget farligt materiale i det.