En social- og sundhedshjælper er sigtet for at have stjålet en stor mængde stærk medicin fra plejehjemsbeboere.

Det skete natten til 23. oktober sidste år, hvor den kvindelige SOSU-hjælper skaffede sig adgang til plejehjemsbeboeres aflåste medicinkasser under sin nattevagt på Plejehjemmet Skelager i Aarhus Nord.

Det viser en retsmødebegæring, som B.T. Aarhus har fået aktindsigt i.

Om natten fik kvinden, der er i 30erne, fingrene i en stor mængde stærkt smertestillende medicin, og hun er nu sigtet for at have stjålet 28 stk. contalgin, 10 stk. oxycontin, et ukendt antal stesolid, 25 stk. morfin og derudover flere diverse piller og to nøgler. Hun er desuden sigtet for at have været i besiddelse af medicinen.

Medicinen, hun har stjålet, anvendes blandt andet mod stærke, kroniske smerter og som beroligende og krampestillende middel.

Men det er også medicin, der sælges dyrt på det illegale marked, fortæller speciallæge i psykiatri og misbrugsekspert Henrik Rindom til B.T. Han understreger, at det stjålne medicin enten kan bruges til at understøtte en afhængighed eller som salg til andre, der er afhængige.

»I ukyndige hænder kan det blive en meget farlig cocktail. Den hyppigste dødsårsag ved overdosering af morfinpræparater er, at man simpelthen stopper med at trække vejret,« fortæller Henrik Rindom.

Den kvindelige SOSU-hjælper skal for Retten i Aarhus fredag, hvor der er tale om en tilståelsessag. Hun er sigtet for både at stjæle medicinen og derudover for at have været i besiddelse af medicinen i fem dage efter til eget brug.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Plejehjemmet Skelager, der oplyser, at de ikke kan udtale sig om konkrete personalesager på grund af tavshedspligt.